
Mariager Pastorat, Aarhus Stift - Sognepræst (kbf)
Sognepræst (kbf) i Mariager Pastorat, Hobro-Mariager Provsti, Aarhus Stift
Stillingen som tjenestemandsansat sognepræst i Mariager Pastorat, Hobro-Mariager Provsti er ledig til besættelse den 1. august 2025 eller snarest derefter.
Til stillingen er knyttet en forpligtelse som kirkebogsfører og begravelsesmyndighed.
Stillingen er en fuldtidsstilling.
Som ny sognepræst får du et introduktionsforløb, hvor du får en mentor, der guider dig igennem den første tid i embedet og sætter dig nærmere ind i de forskellige arbejdsopgaver, der er for en
præst.
Har du lyst til at læse mere om Mariager Pastorat, og hvordan kirkelivet m.v. er i pastoratet, kan vi anbefale, at du orienterer dig på pastoratets hjemmeside: Mariager Kirke | Mariager Kirke
Embedsbeskrivelsen kan du også læse på Aarhus Stifts hjemmeside Aarhus Stift | Aarhus Stift
Stillingen er omfattet af Bekendtgørelse af lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. (LBK nr. 864 af 25/6/2013).
Stillingen aflønnes efter løngruppe 2 i aftale om aflønning af tjenestemandsansatte præster i folkekirken. Det er en forudsætning for indplacering i LG 2, at den, der ansættes, har gennemført
den obligatoriske efteruddannelse eller NY PRÆST.
Ud over selve lønnen ydes et rådighedstillæg med et afrundet grundbeløb pr. 31. marts 2012 for en fuldtidsstilling på kr. 43.000,00 årligt. Ved deltidsansættelse vil der ske beregning af tillægget i
forhold til ansættelseskvoten.
Stillingen er omfattet af reglerne om Ny Løn, hvorfor det er muligt at ønske en lønforhandling.
Der er knyttet tjenestebolig til stillingen. Tjenesteboligen ligger på adressen Skovvej 1, 9550 Mariager. Boligbidraget for tjenesteboligen excl. udgifter til el, vand og varme udgør på nuværende tidspunkt
max kr. 6370. Tjenesteboligen er nyindkøbt, og boligbidraget er endnu ikke fastsat efter vurdering.
Er du endnu ikke ordineret, bedes du sende kopi af eksamenspapirer og attest fra Pastoralseminariet sammen med din ansøgning.
Hvis du indstilles til stillingen, vil der blive indhentet børneattest.
Både mænd og kvinder opfordres til at søge stillingen.
Er du interesseret i stillingen og ønsker at sende en ansøgning, bedes du kontakte både menighedsråd og provst for at aftale et tidspunkt for et besøg og en samtale, inden ansøgningsfristen udløber.
Er det første gang, du søger embede, bedes du kontakte biskoppens sekretær for at aftale et tidspunkt for en samtale med biskop Henrik Wigh-Poulsen, ligeledes inden ansøgningsfristen udløber.
Ansøgningen skal stiles til Kirkeministeriet, men skal sendes til biskoppen over Aarhus Stift pr. mail til: kmaar@km.dk, og ansøgningen skal være biskoppen i hænde senest opslagets udløbsdato kl.
15.00.
Kontaktoplysninger MR-formand Eva Elmose, Mariager Sogn
Telefon 40 40 96 55 ∙ E-mail: evaelmose@gmail.com
Kontaktoplysninger provst Jørgen Pontoppidan, Hobro-Mariager Provsti
Telefon 29 23 18 46 ∙ E-mail: jpo@km.dk
Kontaktoplysninger Aarhus Stift
Telefon 86 14 51 00 ∙ E-mail: kmaar@km.dk
Kontaktoplysninger biskop Henrik Wigh-Poulsen v/bispesekretærer Nete Taagehøi og Lene Piilgaard
Telefon 40 48 10 49 og 21 99 51 00 ∙ E-mail: kmaar@km.dk
Der oplyses flg. om embedet:
Efter 14 år har vores kbf. præst fået job som provst, og vi søger ny præst til Mariager kirke - fællesskabets kirke, hvor nøgleordene er forkyndelse, næstekærlighed og eftertanke.
Vi er en rummelig kirke med plads til alle. Vi er åbne for fornyelse, men også glade for traditioner. Vi er en kirke, der hele tiden er i udvikling.
Du lander i en kirke, der møder det enkelte menneske med omsorg og respekt. Vi er nærværende dér, hvor mennesket er i tilværelsen – i glæder og sorger - i gudstjenesten, i kirkelige handlinger, på kirkegården, og hvor vi ellers færdes.
Medarbejdergruppen består af 2 præster, hvor en er ansat i en 0,73 stilling. Desuden er der 1organist, 1 kordegn (8 timer), 2 kirketjenere (én stilling). På kirkegården er der 3 medarbejdere. Desuden er der knyttet mange frivillige til kirken. Arbejdsmiljøet er velfungerende, man hjælper hinanden og løfter i flok.
Med kun én kirke fordeler præsterne gudstjenester og de kirkelige handlinger mellem sig. Desuden deles præsterne om konfirmandforberedelse og de kirkelige aktiviteter, samt den månedlige gudstjeneste og det
ugentlige samvær på det lokale ældrecenter.
Menighedsrådet har 7 folkevalgte, engagerede medlemmer.
Vores kirke er en stor, smuk klosterkirke, som er velholdt. Kirken er bygget af Birgittinerordenen. Kirken har en stor kulturarv, som alle medarbejdere er med til at formidle. Der er 20 meter til loftet, og den kan
rumme 450 kirkegængere. Orglet har 3000 piber, bygget af en fransk orgelbygger i år 2010. Kirken har et sprudlende musikliv med mange koncerter af høj kvalitet. Musikken og orgelet tiltrækker mange både i og uden for sognet.
Kirken er velbesøgt af både menighed og turister.
Ved siden af kirken ligger klosteret, som er vores sognegård med præstekontorer og kirkekontor, lokaler til konfirmandundervisning, møder, højskoleforedrag m.m. I klosterhaven er der rum for friluftsgudstjeneste og udendørsaktivitet for børn og unge. I klosterhaven ligger også vores pilgrimshus, Birgittahuset, hvor vi samarbejder med Birgittaforingen fx om morgen- og
aftensang.
I kirkelivet har vi bl.a. fokus på et samarbejde med kirker/menigheder ude i verden bl.a. England, Estland og Hong Kong. Vi deler julehjælp ud i samarbejde med nabosogne og frikirken. Hvert år har vi et ’fasteprojekt’, hvor vi samler penge sammen til godtgørende formål.
Fakta:
• 2.635 folkekirkemedlemmer ud af 3.369 sognebørn (i sognet er der en stor frikirke)
• Mellem 35 og 40 dåb årligt
• Mellem 25 og 30 bryllupper årligt
• Mellem 40 og 45 bisættelser/begravelser årligt
• 2 konfirmandhold
• 1 hold med minikonfirmander
• 1 hold med juniorkonfirmander
Bolig og placering
Præsteboligen, Skovvej 1, 9550 Mariager, ligger med udsigt til kirkegården ca. 5 min. gang til kirke og kloster.
Boligen er centralt beliggende midt i Mariagers idyl tæt på centrum, skole (0 – 9. kl.), indkøb og fritidsaktiviteter. Huset ligger tæt på en bøgeskov med søer og vandløb og med max 10 min. gang til
lystbådehavn og café. Mariager fjord, der er kåret som Danmarks smukkeste fjord.
Let adgang til motorvej, mindre end en times kørsel til Aarhus og Aalborg.
Boligen er en smuk hvidpudset villa med rødt tegltag. Den er både stilfuld og charmerende. Den er desuden funktionel og energieffektiv.
• Villaen er opført 1926, total renoveret 2017, opdateret og ombygget 2025.
• Boligareal 242 m2, anneks 49 m2, grundareal 862 m2.
• Stueplan: Et højloftet køkken-alrum og stue i ét med udgang til stor terrasse, samt et gæstetoilet.
• Første sal: 3 store værelser og et flot, stort badeværelse.
• Kælderen: Et dejligt badeværelse, 2 værelser, bryggers med vaskemaskine mm. samt et disponibelt rum.
• Anneks: Præstekontor med toilet og lille tekøkken. Ved siden af en rummelig garage.
• Haven er let at passe og med hyggelige terrasser.
Kan du se dig selv som præst i Mariager kirke, glæder vi os til at modtage din ansøgning.
Se i øvrigt kirkens hjemmeside og sognets sognerapport:
https://www.mariager-kirke.dk/
https://kirkestatistik.dk/Sognerapporter/Rapporter/Sognerapport-8199.pdf
Kontaktperson: Menighedsrådsformand Eva Elmose, tlf. 40 40 96 55, e-mail: evaelmose@gmail.com
LINKS




Læs Præsteforeningens tjekliste, når du søger embede
Præsteforeningen har udarbejdet en tjekliste med informationer om, hvad du skal være opmærksom på, når du søger præsteembede. Vær især opmærksom på, at din nuværende løn ikke følger automatisk med, hvis du får nyt embede. Især, hvis du overvejer at søge en oa-stilling med boligpligt og en evt. kbf-funktion, anbefales det, at du læser tjeklisten nedenfor, og får rådgivning i sekretariatet
Præsteforeningens tjekliste
🕑 Fuldtid | Mariager | 2025-05-26 15:00:00
Ansøg på e-mail
Aarhus Stift
Klosterstien 12
9550 Mariager
26-05-2025 15:00
Retur til søgning