Ny søgning

Opret en jobagent og få nye jobannoncer direkte i din indbakke

Søger du embede, så læs tjeklisten

Præsteforeningens tjekliste

Ringe Pastorat, Søbysøgård og Ringe Fængsel, Fyens Stift - Særpræst og sognepræst


Ringe Pastorat samt Søbysøgård og Ringe Fængsel, Fyens Stift 

Stillingen som sognepræst i Ringe Pastorat, samt Søbysøgård og Ringe Fængsel, Midtfyn Provsti, i Fyens Stift, er ledig til besættelse den 1. juni 2026.

Fordelingen er 75% særpræst samt 25% sognepræst.

Stillingen er omfattet af Bekendtgørelse af lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. (LBK nr. 864 af 25/6/2013).

Stillingen er lønindplaceret i løngruppe 1 i aftale om aflønning af tjenestemandsansatte præster i folkekirken.

Der vil til lønnen kunne ydes et rådighedstillæg med et afrundet beløb på kr. 43.000 årligt (grundbeløb pr. 31. marts 2012).

Der tages forbehold om udvidelse af ansættelsesområdet i overensstemmelse med Finansministeriets aftale af 15. august 1975 med tjenestemændenes centralorganisationer om ansættelsesområder for tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken.

Der er ikke knyttet tjenestebolig til stillingen.

Hvis du indstilles til stillingen, vil der blive indhentet børneattest, samtidig er det en forudsætning for en ansættelse at du kan blive sikkerhedsgodkendt.

Indtil sikkerhedsgodkendelsen foreligger, vil du skulle løse andre opgaver svarende til 75%, efter nærmere aftale.

Alle uanset køn opfordres til at søge stillingen.

Du kan læse mere her: https://www.fyensstift.dk/praester/at-vaere-praest-i-fyens-stift

Er du interesseret i stillingen og ønsker at sende en ansøgning, opfordres du til at kontakte både menighedsråd, provst og enhedschef ved Danmarks Fængsler for at aftale et tidspunkt for et besøg og en samtale, inden ansøgningsfristen udløber.

Er det første gang, du søger embede i Fyens Stift, anbefales du ligeledes at kontakte biskoppens sekretær, for at aftale et tidspunkt for en samtale med biskop Mads Davidsen, ligeledes inden ansøgningsfristen udløber.

For ikke ordinerede ansøgere bedes kopi af eksamenspapirer og attest fra Pastoralseminariet vedlagt.

Ansøgninger stiles til Kirkeministeriet, men sendes til Biskoppen over Fyens Stift, Klingenberg 2, 5000 Odense C eller til Fyens Stifts mailadresse kmfyn-ansoegning@km.dk

Ansøgninger skal være biskoppen i hænde senest opslagets udløbsdag inden kl. 15.00


Der oplyses følgende om embedet:

En nyoprettet stilling som fængsels- og sognepræst på Midtfyn
På det idylliske Midtfyn ligger fængslerne Søbysøgård, som både har en åben og lukket afdeling og Ringe Fængsel, som er for udvisningsdømte fanger. Den præstelige betjening af disse steder skal nu sammenlægges for at blive varetaget af én person, der samtidigt knyttes til Ringe Kirke som sognepræst for Ringe Sogn.


Præstens betjening af de indsatte i fængslerne

Søbysøgård og Ringe Fængsel er en del af Midtfyns fængsler og arrester, som også omfatter arresterne i Svendborg og Assens samt Kværndrup Udslusningsfængsel. Søbysøgård Fængsel er beliggende ca. 15 km. syd for Odense ved Nr. Lyndelse og Nr. Søby. Søbysøgård Fængsel har en lukket afdeling med plads til 42 indsatte og en åben afdeling med plads til 134 fordelt på 4 fællesskabsafdelinger.


I den åbne afdeling er der tre almindelige fællesskabsafdelinger med plads til 33-38 indsatte i hver afdeling. Afdeling D er en uddannelsesafdeling med plads til 31 indsatte. Afdeling Figaro er en åben ungeafdeling med plads til 5 indsatte i alderen 15-17 år. Den lukkede afdeling er opdelt i fire mindre fællesskabsafdelinger. En af dem er en uddannelsesafdeling og en anden en ungeafdeling til syv indsatte i alderen 15-17 år. Der er beskæftigelsespligt, hvorfor alle indsatte er beskæftiget med enten arbejde eller skolegang.

I den lukkede afdeling er der et multireligiøst rum, som kan anvendes til f.eks. gudstjeneste eller musik/sang arrangementer, ligesom riddersalen i det åbne fængsel anvendes til lignende.

Gudstjenester afvikles på de to afdelinger. Hidtil har det været enten hverdags- eller søndagseftermiddage eller efter aftale. Der er meget fleksibilitet i tilrettelæggelsen af gudstjenesterne. Derudover er vi vant til, at præsten har sin gang i fængslet, hvor han/hun er rundt på afdelingerne og i dialog med de indsatte og personalet.

På Søbysøgård vil du lægge den primære del af din arbejdstid som fængselspræst. I administrationsbygningen, i daglig tale kaldt ”Slottet”, er der mødelokaler og mulighed for gode kontorforhold og fællesskab med andet personale deriblandt fængselschefen.


Ringe Fængsel er et lukket fængsel for udvisningsdømte indsatte. Fængslet er i 2025 blevet udvidet til en samlet kapacitet på 141 pladser. Der forefindes et kirkerum i fængslet, men det anvendes ikke længere med fængslets ændrede karakter. Der er kontorplads i administrationsområdet.

Som fængselspræst på begge disse steder vil du blive mødt med stor anerkendelse og være en efterspurgt samtalepartner.

Danmarks Fængsler skriver om dig:
Hvem er du?
Du skal kunne favne bredt og være rummelig. Du skal have gode samarbejdsevner og besidde ro og myndighed. Yderligere skal du have et godt overblik og evnen til at se de store linjer. Du skal kunne skabe tillid, og humoristisk sans er heller ikke uvæsentligt.

Dine opgaver indebærer, at du også kan arbejde selvstændigt og vise initiativ, og at du er dig bevidst om at være tilknyttet en arbejdsplads i en politisk styret offentlig drifts- og administrationsmyndighed.

Dine arbejdsopgaver
Fængselspræster og arresthuspræster indtager en meget betydningsfuld plads i Danmarks Fængsler.

Deltagelse i gudstjenester i fængsler er generelt større end ude i landet, og der er et stort behov for det frirum og fristed, som kirken er.

At arbejde som fængselspræst adskiller sig på en række områder fra det almindelige arbejde som præst i Den danske Folkekirke.

I det daglige arbejde skal du kunne begå dig i et lukket system, hvor sikkerheden spiller en meget væsentlig rolle. Det gælder også i det åbne fængsel. Du skal gøre dig klart, at alle ansatte på fængslet arbejder under samme sikkerhedsmæssige ansvar og forhold, herunder begrænsninger i forhold til indsattes frihedsgrader.

Dine primære arbejdsopgaver består i at varetage den gejstlige betjening af indsatte først og fremmest gennem sjælesorg og afholdelse af gudstjenester, andagter og kirkelige handlinger. Du kan også komme til at stå for at arrangere bryllupper under medvirken af den borgerlige vielsesmyndighed.

Præsten er ret fri til at tilrettelægge sin arbejdsdag. Det skal dog bemærkes, at en del indsatte er på en arbejdsplads eller deltager i skoleundervisning i løbet af dagen.

Ofte fylder sjælesorg og diakoni meget.

Navnlig i Ringe Fængsel vil det være din primære opgave, da der er indsatte fra andre trossamfund. Det er en stor fordel, at du taler/behersker engelsk på højt niveau.

Vores nuværende præst på Søbysøgård Fængsel driver et lille fængselskor i de åbne afdelinger. Har du musikalske evner og lyst til at drive det videre, er der mulighed for det.

Det er en forudsætning for arbejdet i Danmarks Fængsler, at du i forbindelse med ansættelsen i embedet giver dit samtykke til, at Danmarks Fængsler må indhente og vurdere oplysninger om dig i det Centrale Kriminalregister. Derudover er det en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem din ansættelse.


Præstens betjening af indbyggerne i Ringe Sogn

Om Ringe sogn, kirke og menighedsråd
Ringe Sogn er beliggende midt på Fyn og har 7.865 indbyggere, hvoraf 6.286 er medlemmer af folkekirken.

Ringe Kirke ligger midt i Ringe by og er en hvidkalket middelalderkirke med plads til i alt 250 personer. Kirken og det liv, der foregår i og omkring den, nyder god opbakning og anseelse i sognet. Mere end 300 dage om året er der en eller anden form for aktivitet i kirken. Musikken har en væsentlig prioritering i gudstjenestelivet og i de øvrige aktiviteter.
Fra sognegården, hvor præsten tilbydes kontorfaciliteter, er der en smuk udsigt over Ringe Sø. Med en gåtur gennem den flotte kirkegård, står man ved boghandleren og mange andre gode butikker, og ganske tæt på togstationen.

Menighedsrådet består af 11 fødte medlemmer og 2 præster. Det er kendetegnende for rådet, at man for nuværende eller tidligere i sit arbejdsliv, løser og løfter opgaver, der har med mennesker og deres dannelse at gøre. Der er som sådan ikke noget kirkeligt eller politisk retningspræg repræsenteret, men en almindelig grundtvigsk forståelse af, hvad kirken er, og hvad kirken skal. Ved kirken er ansat en kirkegårdsleder og et større team af grønt personale, en kirketjener, en kirkesanger, en organist, to kordegne, der også betjener det øvrige provstis præster samt udfører sekretæropgaver for Ringe Kirke, foruden de 2 fuldtidsansatte præster.


Præsternes virke ved kirken

Med en kvote på 25% vil præstestillingen ved Ringe Kirke bestå af en bred vifte af de primære opgaver, der hører et præsteembede til, men som samtidigt kan udformes, så det tager højde for dine øvrige forpligtigelser og interesser. Ringe er et stort sogn i fortsat vækst, og derfor er det mest af alt kerneydelserne; de kirkelige handlinger, konfirmationsforberedelse og arbejdet i menighedsrådet, præsterne i fuldtidsstillingerne bruger tid på. Man er sammen om at være kirke, og der er en anerkendende tilgang til hinandens roller og kompetencer. Der er en rigtig god kultur på arbejdspladsen, og det psykiske arbejdsmiljø er netop blevet målt og vurderet som særdeles godt. Der er stor åbenhed og opbakning til de tiltag, præsterne ønsker at iværksætte, og der er gode rammer for arbejdet. Til forskel fra de øvrige præster ved kirken, kan man som præst i den kvoterede stilling blot indgå i det etablerede arbejde, der allerede er velfungerende. Samtidig vil der være en åbenhed omkring det, du som ny præst på stedet kommer med. Det er en selvfølge, at du også selv repræsenterer en åbenhed, både over for arbejdspladsen og overfor sognets beboere.

Vi er klar på at tage godt imod dig
Der vil blive udarbejdet et regulativ for stillingen, så det blandt andet sikres, at præstekvoten udøves på en kvote på 25%. Der tilbydes supervision og en naturlig plads blandt gode kollegaer i Midtfyn Provsti.

Som ansøger til stillingen skal du først og fremmest have lyst til at forkynde evangeliet blandt fængselsfanger, der tørster efter at høre dette frihedsbudskab eller blot nogen at tale med, men i et særligt barskt miljø. I Ringe Kirke vil man også værdsætte dig og det budskab, du kommer med. Alle steder vil der blive gjort brug af dig som præst og sjælesørger, og alle parter vil stå på tæer for, at rammerne omkring dit arbejde bliver så gode som muligt.


For at høre nærmere om stillingen er du velkommen til at kontakte
Enhedschef ved Danmarks Fængsler, Midtfyns fængsler og arrester Annette Lysgaard
Tlf. direkte 72 55 38 49, e-mail: annette.lysgaard@krfo.dk

Præst ved Ringe Kirke, Karen Blauenfeldt Dam
Tlf. 51 85 85 56, e-mail: kbd@km.dk

Menighedsrådsformand ved Ringe Kirke Anders Lind
Tlf. 29 16 36 56, e-mail: formand@ringekirke.dk

Provst Signe Høg
Tlf. 22 17 04 66, e-mail: skh@km.dk

 

 

LINKS

Ringe Sogn

Fyens Stift

 



Læs Præsteforeningens tjekliste, når du søger embede
Præsteforeningen har udarbejdet en tjekliste med informationer om, hvad du skal være opmærksom på, når du søger præsteembede. Vær især opmærksom på, at din nuværende løn ikke følger automatisk med, hvis du får nyt embede. Især, hvis du overvejer at søge en oa-stilling med boligpligt og en evt. kbf-funktion, anbefales det, at du læser tjeklisten nedenfor, og får rådgivning i sekretariatet
Præsteforeningens tjekliste



🕑 Fuldtidsstilling  |  Ringe  |  2026-03-30 15:00:00

Ansøg på e-mail

Virksomhed
Fyens Stift
Arbejdssted
Kirkepladsen 4
5750 Ringe
Ansøgningsfrist
30-03-2026 15:00



Retur til søgning