Ny søgning

Opret en jobagent og få nye jobannoncer direkte i din indbakke

Søger du embede, så læs tjeklisten

Præsteforeningens tjekliste

Langebæk Pastorat, Roskilde Stift - Sognepræst (kbf)


Sognepræst (kbf) i Langebæk Pastorat, Stege-Vordingborg Provsti, Roskilde Stift

Stillingen som tjenestemandsansat sognepræst i Langebæk Pastorat, Stege-Vordingborg Provsti er ledig til besættelse.

Til stillingen er knyttet en forpligtelse som kirkebogsfører og begravelsesmyndighed.

Stillingen er en fuldtidsstilling.

Som ny sognepræst får du et introduktionsforløb, hvor du får en mentor, der guider dig igennem i den første tid i embedet og sætter dig nærmere ind i de forskellige arbejdsopgaver, der er for en præst.

På Præsteforeningens jobportal kan du læse embedsbeskrivelsen fra menighedsrådet. Her kan du læse om pastoratet og om, hvilke tanker, menighedsrådet gør sig om det ledige embede.

Har du lyst til at læse mere om Langebæk Pastorat, og hvordan kirkelivet m.v. er i sognene, kan vi anbefale, at du orienterer dig på pastoratets hjemmeside: stensbykirke.dk/langebaek-pastorat

Stillingen er omfattet af Bekendtgørelse af lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. (LBK nr. 864 af 25/6/2013).

Stillingen aflønnes efter løngruppe 1 i aftale om aflønning af tjenestemandsansatte præster i folkekirken.

Ud over selve lønnen ydes et rådighedstillæg med et afrundet grundbeløb pr. 31. marts 2012 for en fuldtidsstilling på kr. 43.000,00 årligt. Ved deltidsansættelse vil der ske beregning af tillægget i forhold til ansættelseskvoten.

Stillingen er omfattet af reglerne om Ny Løn, hvorfor det er muligt at ønske en lønforhandling.

Der er knyttet tjenestebolig til stillingen. Tjenesteboligen ligger på adressen Langøvej 2, 4772 Langebæk.

Det forudsættes, at ansøgere har kørekort til almindelig bil (B) og er villig til at bruge egen bil i jobbet.

Er du endnu ikke ordineret, bedes du sende kopi af eksamenspapirer og attest fra Pastoralseminariet sammen med din ansøgning.

Hvis du indstilles til stillingen, vil der blive indhentet børneattest.

Både mænd og kvinder opfordres til at søge stillingen.

Er du interesseret i stillingen og ønsker at sende en ansøgning, bedes du kontakte både menighedsråd og provst for at aftale et tidspunkt for et besøg og en samtale, inden ansøgningsfristen udløber.

Er det første gang, du søger embede, bedes du kontakte biskoppens sekretær for at aftale et tidspunkt for en samtale med biskop Ulla Thorbjørn Hansen. Er du allerede ansat sognepræst i Roskilde Stift, kan der være behov for en samtale med biskoppen, hvilket du bedes aftale med biskoppens sekretær.

Ansøgningen skal stiles til Kirkeministeriet, men skal sendes til biskoppen over Roskilde Stift pr. mail til: kmros@km.dk, og ansøgningen skal være biskoppen i hænde senest 6. april 2026 kl. 15.00.

Kontaktoplysninger for menighedsrådene: Hanne Harby
Telefon 31 23 53 45

Kontaktoplysninger sognepræst Jeanette Henriksø
Telefon 24 83 60 24.

Kontaktoplysninger provst Jesper Larsen Svendsen, Stege-Vordingborg Provsti
Telefon 51 14 37 66 ∙ E-mail: jsve@km.dk

Kontaktoplysninger Roskilde Stift
Telefon 46 38 19 20 ∙ E-mail: kmros@km.dk                

Der oplyses flg. om embedet:

Embedsbeskrivelse – sognepræst til Langebæk Pastorat

Anser du dig selv for at være åben, nærværende og lyttende, for at have humor, gode samarbejdsevner og værdsætter det gode kollegiale fællesskab? Har du lyst til at være en aktiv del i Langebæk Pastorats menighedsaktiviteter og i disses fortsatte udvikling samt kan se muligheder og har lyst til at være med til at udvikle andre gudstjenesteformer udover den traditionelle højmesse? Kan du med en solid teologisk fundering forkynde det kristne budskab, der hvor pastoratets menigheder er – i glæde, i sorg, ved højtider såvel som i dagligdagen? Så læs videre! For så er det muligvis dig, vi gerne vil kalde som vores nye sognepræst med bopælspligt i den skønne Langebæk Præstegård beliggende i den smukke sydsjællandske natur.

 

Langebæk Præstegård er en perle, der er opført i 1924 med flere træk fra bedre byggeskik-stilen. Præstegården, der er ca. 270 kvm stor, vil stå fuldstændig nyistandsat og energirenoveret ved tiltrædelsen af embedet. Boligen er godt indrettet med en stor tjenestelig del i stueetagen adskilt fra privaten. Den tjenestelig del består af egen indgang med entre til et kontor og et møderum og dertilhørende toilet og tekøkken. I den private del er der i stueetagen tre stuer og fire værelser, nyt køkken-alrum, nyt badeværelse, grovkøkken og baggang. På førstesalen er der tre værelser og et nyt badeværelse. Der er altså god plads både til en evt. børnefamilie og hjemmearbejdskontor.

Præstegården er omgivet af en stor have med flere ældre træer og grænser op til Langebæk Skov, der ligger smukt ned mod Ulvsund, og er mod vest afgrænset af Langebæk by med gode busmuligheder både til Møn og til Vordingborg, hvor der bl.a. findes forskellige ungdomsuddannelser og gode togforbindelser.

 

Langebæk Pastorat, der ligger i den sydøstligste del af Sjælland, består af de fire sogne:

  • Mern (1.407 indbyggere heraf 1.040 medlemmer)
  • Øster Egesborg (605 indbyggere heraf 506 medlemmer)
  • Stensby (1.823 indbyggere heraf 1.460 medlemmer)
  • Kalvehave (1.948 indbyggere heraf 1.530 medlemmer).

 

 

Hvert sogn har en kirke, hvori der afholdes gudstjenester efter et rul fordelt mellem pastoratets tre præster i tæt samarbejde med de tre (forhåbentlig snart fire) kirkemusikere og med hjælp efter behov fra kirkernes gravere og gravermedhjælpere.

Sognene har intet særligt retningspræg, men en fin kirkegang, der er meget gennemsnitlig med resten af landet. Udover de sædvanlige søndagsgudstjenester afholder vi også børnegudstjenester og -arrangementer – i tæt samarbejde med de lokale foreninger – særlige gudstjenester med spisning, plejehjemsgudstjeneste en gang om måneden, frilufts- og pilgrimsgudstjenester, 4. maj-andagt og som noget helt nyt fyraftensmeditationsandagt. Herudover kan vi tilbyde babysalmesang, forskellige kor, læsekreds, koncerter og samtalegrupper for pårørende til dementramte.

 

Langebæk Pastorat består af tre selvstændige menighedsråd: Kalvehave, Stensby og Mern-Øster Egesborg. Menighedsrådene afholder møder 10 gange årlig hver og fire fælles menighedsrådsmøder.

De fire sogne er landsbysogne med mindre bysamfund.

  • I Kalvehave Sogn er der Kalvehave by med specialskole, købmand og lystbådehavn, hvor der også er mulighed for vinterbadning.
  • I Mern Sogn er Mern by med en specialskole, specialefterskole, købmand og et rigt foreningsliv. Her ligger også Mern Præstegård, som provsten, der også er 25% sognepræst i Langebæk Pastorat, bor i.
  • Øster Egesborg Sogn er det mindste af sognene, men har en privat grundtvigsk friskole liggende tæt ved kirken.
  • I Stensby Sogn er der Stensved by med en folkeskole, to supermarkeder, foreningsliv og specialforretninger. I Stensved er sognegården også beliggende.

 

 

Sognegården, der ligger i lejede lokaler i Stensveds tidligere kaserne, benyttes af hele pastoratet, og her er plads til møder, samtaler og aktiviteter, et kontor til kirkemusikerne samt kontor til den overenskomstansatte præst, et mindre køkken og god plads til konfirmanderne. Der er fem konfirmandhold årligt fordelt mellem de to fuldtidsansatte præster.

 

 

Er du interesseret i denne alsidige præstegerning, og har du lyst til at høre mere og måske besøge os, er du velkommen til at kontakte knst. kbf. sognepræst Jeanette Henriksø tlf. 24 83 60 24, repræsentant for menighedsrådene Hanne Harby tlf. 31 23 53 45, provst Jesper Larsen Svendsen tlf. 51 14 37 66.

 

 

LINKS

Langebæk Pastorat

Roskilde Stift

 



Læs Præsteforeningens tjekliste, når du søger embede
Præsteforeningen har udarbejdet en tjekliste med informationer om, hvad du skal være opmærksom på, når du søger præsteembede. Vær især opmærksom på, at din nuværende løn ikke følger automatisk med, hvis du får nyt embede. Især, hvis du overvejer at søge en oa-stilling med boligpligt og en evt. kbf-funktion, anbefales det, at du læser tjeklisten nedenfor, og får rådgivning i sekretariatet
Præsteforeningens tjekliste



🕑 Fuldtid  |  Mern  |  2026-04-06 15:00:00

Ansøg på e-mail

Virksomhed
Roskilde Stift
Arbejdssted
Gammel Præstøvej 91
4735 Mern
Ansøgningsfrist
06-04-2026 15:00



Retur til søgning