Ny søgning

Opret en jobagent og få nye jobannoncer direkte i din indbakke

Vesterbro Pastorat, Købehavns Stift - Sognepræst ved Kristkirken


Genopslag

Sognepræst i Vesterbro Sogn, Vor Frue-Vesterbro Provsti, Københavns Stift

Stillingen som tjenestemandsansat sognepræst ved Kristkirken i Vesterbro Sogn, Vor Frue-Vesterbro Provsti er ledig til besættelse den 1. januar 2025 eller snarest derefter.

Stillingen er en fuldtidsstilling.

Som ny sognepræst får du et introduktionsforløb, hvor du får en mentor, der guider dig igennem den første tid i embedet.

På Præsteforeningens jobportal kan du læse embedsbeskrivelsen fra menighedsrådet. Her kan du læse om sognet og om, hvilke tanker menighedsrådet gør sig om det ledige embede.

Embedsbeskrivelsen kan tillige læses på stiftets hjemmeside: www.kobenhavnsstift.dk/ledige-stillinger

Har du lyst til at læse mere om Vesterbro Sogn, kan du orientere dig på sognets hjemmeside: www.folkekirken-vesterbro.dk

Stillingen er omfattet af Bekendtgørelse af lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. (LBK nr. 864 af 25/6/2013).

Stillingen aflønnes efter løngruppe 1 i aftale om aflønning af tjenestemandsansatte præster i folkekirken.

Ud over selve lønnen ydes et rådighedstillæg med et afrundet grundbeløb pr. 31. marts 2012 for en fuldtidsstilling på kr. 43.000,00 årligt.

Stillingen er omfattet af reglerne om Ny Løn, hvorfor det er muligt at ønske en lønforhandling.

Der er knyttet tjenestebolig til stillingen. Tjenesteboligen ligger på adressen Alhambravej 11, st., 1826 Frederiksberg C.

Tjenesteboligen vil blive vurderet inden indflytning, og boligbidraget vil blive fastsat ud fra denne vurdering.

Er du endnu ikke ordineret, bedes du sende kopi af eksamenspapirer og attest fra Pastoralseminariet sammen med din ansøgning.

Hvis du indstilles til stillingen, vil der blive indhentet børneattest.

Både mænd og kvinder opfordres til at søge stillingen.

Er du interesseret i stillingen og ønsker at sende en ansøgning, bedes du kontakte menighedsråd og provst for at aftale et tidspunkt for et besøg og en samtale, inden ansøgningsfristen udløber.

Er det første gang, du søger embede, bedes du kontakte biskoppens sekretær for at aftale et tidspunkt for en samtale med biskop Peter Skov-Jakobsen, inden der afholdes orienteringsmøde.

Ansøgningen skal stiles til Kirkeministeriet, men skal sendes til biskoppen over Københavns Stift pr. mail til: KMKBH@KM.DK Ansøgningen skal være biskoppen i hænde senest den 23. september kl. 15.00.

Kontaktoplysninger MR-formand Jens Andersen, Vesterbro Sogn
Telefon 61 62 32 24 ∙ E-mail: jens.andersen@ft.dk

Kontaktoplysninger domprovst Johannes Gregers Jensen, Vor Frue-Vesterbro Provsti
Telefon 40 15 34 36 ∙ E-mail: JOJE@KM.DK

Kontaktoplysninger Københavns Stift
Telefon 33 47 65 00 ∙ E-mail: KMKBH@KM.DK             

Kontaktoplysninger biskop Peter Skov-Jakobsen v/bispesekretær Dorte Laurberg Vedel
Telefon 33 47 65 00 ∙ E-mail: KMKBH@KM.DK

Der oplyses flg. om embedet:

Sognepræst til Kristkirken i Vesterbro Sogn  

Brænder du for at arbejde med børn og unge? Er du optaget af at gøre evangeliet levende for dem?  

Har du evne til at stå i spidsen for et team af præster, der skal udvikle fremtidens konfirmandarbejde?  

Og vil du trives med samtidig at være sognepræst og tage din del af samtaler, højmesser og kirkelige handlinger?  

 

 

Om stillingen og menighedsrådets ønsker for fremtiden 

Menighedsrådet ønsker, at Kristkirken skal videreudvikles som et flagskib for kirkeligt arbejde med børn og unge. Derfor søger vi en præst, som både kan medvirke til udvikling af arbejdet for børn og unge på tværs af sognet og være med til at løfte eksisterende arbejde i Kristkirken. En vigtig opgave er at stå i spidsen for det team af præster, som skal udvikle fremtidens konfirmandarbejde. Menighedsrådet lægger vægt på konfirmandarbejdet som et afgørende mødepunkt mellem kirken og de nye generationer.

Hovedansvaret for arbejdet med de mindre børn er placeret hos kirkens anden præst, men præsterne forventes at samarbejde tæt om at løfte opgaverne og dække hinanden ind.   

Udover arbejdet med børn og unge vil du, som den ene af Kristkirkens to præster, tage en andel af højmesser og kirkelige handlinger.  

Om dig 

Vi søger en præst, der har lyst at videreudvikle arbejdet for børn, unge og deres voksne i Vesterbro Sogn – sammen med kolleger, menighed og medarbejdere.  

 

Vi lægger vægt på, at: 

  • Du brænder for at arbejde med børn og unge, og er optaget af at gøre evangeliet levende for dem.
  • Du har blik for identitetsmæssige strømninger, spørgsmål og udfordringer blandt børn og unge.
  • Du har pastoral erfaring og teologisk integritet; du har liturgisk sans og er en dygtig prædikant med sans for at lytte dig ind på vesterbroerne og formidle kirken som livsfortolkningsfællesskab med Kristus som centrum i en storby i det 21. århundrede.
  • Du kender din egen faglighed og kan indgå i et kreativt, eksperimenterende og innovativt samarbejde med såvel kolleger som andres fagligheder, f.eks. organist, kirke-kulturmedarbejder, musikpædagog og kommunikationsansvarlig.
  • Du har lyst til udviklingsarbejde. 

 

Alt i alt er du er drevet af at gøre kirken som livstolkningsfællesskab relevant for en ny generation. Du trives med at varetage basale sognepræstelige opgaver, skabe troværdige relationer i nærområdet og sammen med kolleger og menighed bidrage til en fortsat udvikling af Vesterbro Sogns arbejde med børn og unge. Vi glæder os til at modtage dit bud på, hvad det vil sige! 

 

Om kirken og arbejdet her i dag 

Kristkirken er placeret på Enghave Plads, som er centralt beliggende på Vesterbro. Vi holder kirken åben fra tidlig morgen til sen aften. Kristkirken har særligt fokus på børn og unge, og her er målrettede tilbud til børn i alle aldre – fra babysalmesang over børnegudstjenester og konfirmander og teens. Der har de senere år været over 100 konfirmander årligt fordelt på fem hold. Der er mange dåb i kirken – ca. 100 årligt, og der er dåbsgudstjenester de fleste lørdage. Hertil en del vielser og begravelser. Som følge af de kirkelige handlinger og arbejdet med børn og unge fylder samtaler meget. Det er en vigtig måde at møde mennesker, og menighedsrådet lægger vægt på, at alle mødes med lydhørhed. Der er flere lokale skoler, der gør brug af Kristkirken til besøg ifm. højtiderne, i forbindelse med Folkekirkens Skoletjeneste, og der er mange konfirmandhold på besøg fra provinsen. Kirken lægger hus til sorggruppearbejde for børn. Vi sætter en ære i at kirkens præster og medarbejdere har et tæt og godt samarbejde, og at vi møder alle med venlighed og varme.  

 

 

Om os 

Vesterbro Sogn er landets største sogn, hvor 14 præster, 40 medarbejdere og et stort menighedsråd samarbejder om drift og udvikling af det kirkelige arbejde med udgangspunkt sognets syv kirker. Vi arbejder med differentiering og profilering af de enkelte kirker og udvikling af nye måder at forkynde evangeliet – både bredt og målrettet specifikke målgrupper. Sigtet er, at alle skal opleve kirken som relevant, ved at vi fornyr og differentierer formidlingen af kristendom, og ved at vi tilbyder større bredde og mangfoldighed af kirkelige aktiviteter, som skal være attraktive og give mening for flere. 

Vi kan tilbyde dig, er en god arbejdsplads med engagerede og dygtige kolleger og frivillige. I Vesterbro Sogn lægger vi vægt samarbejde på tværs af kirker og fagligheder. I alle præstestillinger er der gode muligheder for at udvikle og præge arbejdet og finde nye måder at nå de mål, vi i fællesskab sætter. 

Lokalområdet: Vesterbro er et udpræget storbyområde, hvor der bor mange unge, veluddannede og mennesker med udenlandsk baggrund – både singler og par, med og uden børn. Der er høj flyttefrekvens. Folkekirken har vigende medlemstal på pt. 52 pct. Det er et væsentligt mål for succes, at medlemstilbagegangen standses og dåbsprocenten øges. 

Kolleger: Der er 14 præster i sognet. Der er typisk to præster med tilknytning til hver af sognets syv kirker – herudover har de fleste tværgående funktioner. Der er et udstrakt samarbejde om – og dermed også specialisering ift. – udvikling, gudstjenester, mission, undervisning og diakoni. Man forventes at deltage i månedligt konvent for præsterne samt relevante udvalg.  

Organisation: Vi lægger stor vægt på at arbejdet udføres i samvirke med menighedsråd, udvalg, kolleger, frivillige og medarbejdere. I hver kirke er der et kirkeudvalg, som består af engagerede medlemmer af menigheden, der bidraget til lokale kirkelige aktiviteter inden for de rammer, menighedsrådet lægger.  Vesterbro Sogn har en ledende sognepræst med ansvar for faglig sparring og udvikling samt sammenhæng mellem fælles målsætninger og præsternes daglige arbejde.  

 

 

Bolig: Der er knyttet tjenestebolig til stillingen.

Yderligere information: Menighedsrådet holder et orienterende møde for ansøgere onsdag den 18. september kl. 17.30 i Kristkirken. Spørgsmål kan også rettes til menighedsrådsformand Jens Andersen 61 62 32 24, ledende sognepræst Lars Obel 61 67 34 55 eller nærmeste kollega Maria Kynne 28 12 39 79.  

 

LINKS

Vesterbro Pastorat

Københavns Stift

 



Læs Præsteforeningens tjekliste, når du søger embede
Præsteforeningen har udarbejdet en tjekliste med informationer om, hvad du skal være opmærksom på, når du søger præsteembede. Vær især opmærksom på, at din nuværende løn ikke følger automatisk med, hvis du får nyt embede. Især, hvis du overvejer at søge en oa-stilling med boligpligt og en evt. kbf-funktion, anbefales det, at du læser tjeklisten nedenfor, og får rådgivning i sekretariatet
Præsteforeningens tjekliste



🕑 Fuldtid  |  København V  |  2024-09-23 15:00:00

Ansøg på e-mail

Virksomhed
Københavns Stift
Arbejdssted
Enghave Plads 18
1670 København V
Ansøgningsfrist
23-09-2024 15:00



Retur til søgning