Ny søgning

Opret en jobagent og få nye jobannoncer direkte i din indbakke

Søger du embede, så læs tjeklisten

Præsteforeningens tjekliste

Smerup-Spjellerup-Vemmetofte-Hellested Pastorat, Roskilde Stift - Knst. sognepræst


Konstitution som sognepræst i Smerup-Spjellerup-Vemmetofte-Hellested Pastorat, Tryggevælde Provsti, Roskilde Stift

Stillingen som sognepræst i Smerup-Spjellerup-Vemmetofte-Hellested Pastorat, Tryggevælde Provsti, skal besættes midlertidigt ved konstitution.

Konstitutionen sker for 1 år og ophører 30. april 2026. Der kan eventuelt være mulighed for forlængelse.

Stillingen er en fuldtidsstilling.

Som ny sognepræst får du et introduktionsforløb, hvor du får en mentor, der guider dig igennem i den første tid i embedet og sætter dig nærmere ind i de forskellige arbejdsopgaver, der er for en præst.

På Præsteforeningens Jobportal og medlemsblad kan du læse embedsbeskrivelsen fra menighedsrådet. Her kan du læse om sognet og om, hvilke tanker, menighedsrådet gør sig om det ledige embede.

Har du lyst til at læse mere om hvordan kirkelivet m.v. er i sognet, kan vi anbefale, at du orienterer dig på sognets hjemmeside: Smerup kirke | Spjellerup Sogn

Ansættelse og aflønning sker i henhold til den gældende overenskomst for akademikere i staten med tilhørende protokollat.

Ud over selve lønnen ydes et rådighedstillæg med et afrundet grundbeløb pr. 31. marts 2012 for en fuldtidsstilling på kr. 43.000,00 årligt.

Du vil også få et særligt tillæg med et afrundet grundbeløb pr. 31. marts 2012 på kr. 11.100,00 årligt for en fuldtidsstilling.

Stillingen er omfattet af reglerne om Ny Løn, hvorfor det er muligt at ønske en lønforhandling.

Der er ikke knyttet nogen tjenestebolig til stillingen.

Det forudsættes, at ansøgere har kørekort til almindelig bil (B) og er villig til at bruge egen bil i jobbet.

Er du endnu ikke ordineret, bedes du sende kopi af eksamenspapirer og attest fra Pastoralseminariet sammen med din ansøgning.

Hvis du indstilles til stillingen, vil der blive indhentet børneattest.

Både mænd og kvinder opfordres til at søge stillingen.

Er du interesseret i stillingen og ønsker at sende en ansøgning, bedes du kontakte både menighedsråd og provst for at aftale et tidspunkt for et besøg og en samtale, inden ansøgningsfristen udløber.

Er det første gang du søger embede, bedes du kontakte biskoppens sekretær for at aftale et tidspunkt for en samtale med biskop Ulla Thorbjørn Hansen, ligeledes inden ansøgningsfristen udløber. Er du ansat sognepræst i Roskilde Stift bedes du kontakte biskoppens sekretær for evt. aftale om samtale med biskoppen.

Ansøgningen skal stiles til Kirkeministeriet, men skal sendes til biskoppen over Roskilde Stift pr. mail til: kmros@km.dk, og ansøgningen skal være biskoppen i hænde senest 6. april 2026 kl. 15.00.

Kontaktoplysninger MR-formand Anne Dragsbæk Rasmussen, Hellested Sogn
Telefon 25 34 06 20  

Kontaktoplysninger MR-formand Søren Barsted, Vemmetofte Sogn
Telefon 29 65 93 20

Kontaktoplysninger provst Ole Bjerglund Thomsen, Tryggevælde Provsti
Telefon 60 65 33 76 ∙ E-mail: ot@km.dk

Kontaktoplysninger Roskilde Stift
Telefon 46 38 19 20 ∙ E-mail: kmros@km.dk                  

Der oplyses flg. om embedet:

Embedsbeskrivelse - 1 års vikariat til Spjellerup, Smerup, Hellested og Vemmetofte pastorat

Vi har sagt farvel til vores præst gennem de sidste 30 år og søger nu en ny. Vi er fire meget forskellige sogne, holdt sammen af en fælles kærlighed til kirken og fællesskabet omkring de kirkelige opgaver.

Hellested Sogn med købmand, forsamlingshus, friskole og et rigt kirke- og sogneliv.

Smerup og Spjellerup sogne som er mere traditionelle landsogne med friskole i Spjellerup.

 

Vemmetofte Sogn, hvor kirken er en del af klosterbygningen, som også rummer lejligheder og smukke fællesrum med mulighed for at afholde nogle af pastoratets foredrag.

Lige nu har vi tre menighedsråd. Men vi arbejder på at der i fremtiden kun vil være to menighedsråd. Desuden har vi bevilling til ansættelse af en kirke-kulturmedarbejder.

Menighedsrådene er meget positive over for samarbejde med præsten. Vi er vant til at arrangere fællesspisning og kaffebord, når der er behov. Vi har kirkekaffe efter gudstjenesten – med livligt samvær og sans for at integrere nye mennesker, der er kommet til gudstjenesten.

Menighedsrådene har også et fint samarbejde på tværs med en åben og god tone samt et velfungerende aktivitetsudvalg. Der har det seneste år blandt andet været foredrag, koncerter og meditationsgudstjenester. Og som nyt tiltag også aftensang.

De vikarpræster vi har haft under tidligere orlovsperioder og nu gennem længere tid pga. sognepræstens sygdom, har alle været meget glade for at være en del af pastoratet, og vi har gennemført vores aktiviteter, som har været med god tilslutning.

 

Desuden samarbejder menighedsrådene med de øvrige lokale foreninger om fælles aktiviteter og sætter derfor også pris på en sognepræst, der er synlig i lokalsamfundene og opsøgende omkring menighedspleje.

Hovedsognet er Spjellerup, hvor der skal være en længerevarende istandsættelse af boligen, som er en historisk præstegård i bindingsværk med en stor gammel have, præstekontor og en god konfirmandstue med tilhørende tekøkken. I Hellested er der også et sognehus med konfirmandstue, køkken og et lille præstekontor.

Vi bor i et naturskønt område med kort afstand til skov og strand. Der er to friskoler med SFO, børnehave og vuggestue – skoler og institutioner er et godt tilknytningspunkt for kirkens arbejde.

Vi har en fleksibel og dygtig medarbejdergruppe med 9 ansatte heraf fælles organist og fælles kirkesanger ansat i hovedsognet, mens gravere og medhjælpere samt kirketjener er ansat i de enkelte sogne.
Der er yderligere planlagt ansættelse af en fælles Kirke-kultur medarbejder. Desuden henter vi hjælp fra provstifællesskabet til kordegneopgaver og regnskabsføring.

Pastoratet søger en engageret, empatisk, fordomsfri og rummelig sognepræst, som er åben for Folkekirkens mangfoldighed – en sognepræst, som er en dygtig teolog, engageret og uhøjtidelig formidler til både voksne og børn – en præst der brænder for folkekirken.

 


I pastoratet er der 1.951 indbyggere, heraf er 1.537 medlemmer af folkekirken. De er fordelt med 271 i Smerup, 275 i Spjellerup, 78 i Vemmetofte og 913 i Hellested.

Pastoratet er en del af Tryggevælde Provsti. Kollegialt vil man her indgå i et nært team på fire præster, der samarbejder og fordeler opgaver, samt i en flok på 21 præster i provstiet, hvor der hersker en god ånd af hjælpsomhed og gensidig inspiration.

 

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til
Menighedsrådsformand i Hellested Anne Dragsbæk Rasmussen, 25 34 06 20

Menighedsrådsformand i Vemmetofte Søren Barsted, 29 65 93 20

Provst Ole Bjerglund Thomsen, 60 65 33 76.

 

 

LINKS

Smerup-Spjellerup-Hellested-Vemmetofte Pastorat

Roskilde Stift

 



Læs Præsteforeningens tjekliste, når du søger embede
Præsteforeningen har udarbejdet en tjekliste med informationer om, hvad du skal være opmærksom på, når du søger præsteembede. Vær især opmærksom på, at din nuværende løn ikke følger automatisk med, hvis du får nyt embede. Især, hvis du overvejer at søge en oa-stilling med boligpligt og en evt. kbf-funktion, anbefales det, at du læser tjeklisten nedenfor, og får rådgivning i sekretariatet
Præsteforeningens tjekliste



🕑 Fuldtid  |  Karise  |  2026-04-06 15:00:00

Ansøg på e-mail

Virksomhed
Roskilde Stift
Arbejdssted
Smerupvej 23 B
4653 Karise
Ansøgningsfrist
06-04-2026 15:00



Retur til søgning