
Undløse-Søndersted Sogn, Roskilde Stift - Sognepræst (kbf)
Sognepræst (kbf) i Undløse-Søndersted Sogn i Undløse-Søndersted-Ugerløse Pastorat, Holbæk Provsti, Roskilde Stift
Stillingen som tjenestemandsansat sognepræst i Undløse-Søndersted Sogn i Undløse-Søndersted-Ugerløse Pastorat, Holbæk Provsti er ledig til besættelse.
Til stillingen er knyttet en forpligtelse som kirkebogsfører og begravelsesmyndighed.
Ud over sognepræstestillingen i Undløse-Søndersted Sogn er der en forpligtelse til at yde bistand på 25% som demenspræst for Holbæk Provsti. Vedr. denne forpligtelse vil der blive udarbejdet et regulativ, som nærmere forklarer, hvad bistanden indebærer.
Stillingen er en fuldtidsstilling.
Som ny sognepræst får du et introduktionsforløb, hvor du får en mentor, der guider dig igennem i den første tid i embedet og sætter dig nærmere ind i de forskellige arbejdsopgaver, der er for en præst.
I embedsbeskrivelsen fra menighedsrådet kan du læse om sognet og hvilke tanker, menighedsrådet gør sig om det ledige embede. Embedsbeskrivelsen kan læses på Roskilde Stifts hjemmeside roskildestift.dk samt på Præsteforeningens hjemmeside.
Har du lyst til at læse mere om Undløse-Søndersted Sogn, og hvordan kirkelivet m.v. er i sognet, kan du også orientere dig på sognets hjemmeside: Velkommen | Undløse-Søndersted Sogn
Stillingen er omfattet af Bekendtgørelse af lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. (LBK nr. 864 af 25/6/2013).
Stillingen aflønnes efter løngruppe 1 i aftale om aflønning af tjenestemandsansatte præster i folkekirken.
Ud over selve lønnen ydes et rådighedstillæg med et afrundet grundbeløb pr. 31. marts 2012 for en fuldtidsstilling på kr. 43.000,00 årligt. Ved deltidsansættelse vil der ske beregning af tillægget i forhold til ansættelseskvoten.
Stillingen er omfattet af reglerne om Ny Løn, hvorfor det er muligt at ønske en lønforhandling.
Der er knyttet tjenestebolig til stillingen. Tjenesteboligen ligger på adressen Hovedgaden 12, Undløse, 4340 Tølløse.
Boligbidraget for tjenesteboligen excl. udgifter til el, vand og varme udgør senest kr. 4.438,81.
Det forudsættes, at ansøgere har kørekort til almindelig bil (B) og er villig til at bruge egen bil i jobbet.
Er du endnu ikke ordineret, bedes du sende kopi af eksamenspapirer og attest fra Pastoralseminariet sammen med din ansøgning.
Hvis du indstilles til stillingen, vil der blive indhentet børneattest.
Alle kvalificerede ansøgere uanset køn opfordres til at søge stillingen.
Er du interesseret i stillingen og ønsker at sende en ansøgning, bedes du kontakte både menighedsråd og provst for at aftale et tidspunkt for et besøg og en samtale, inden ansøgningsfristen udløber.
Er det første gang, du søger embede, bedes du kontakte biskoppens sekretær for at aftale et tidspunkt for en samtale med biskop Ulla Thorbjørn Hansen, ligeledes inden ansøgningsfristen udløber.
Ansøgningen skal stiles til Kirkeministeriet, men skal sendes til biskoppen over Roskilde Stift pr. mail til: kmros@km.dk Ansøgningen skal være biskoppen i hænde senest 7. september 2026 kl. 15.00.
Kontaktoplysninger menighedsrådsformand Rasmus Nederby Michelsen, Undløse-Søndersted Sogn
Telefon 36 20 75 02 ∙ E-mail: tri.rasmus@gmail.com
Kontaktoplysninger provst Detlef von Holst, Holbæk Provsti
Telefon 92 82 95 74 ∙ E-mail: dvh@km.dk
Kontaktoplysninger Roskilde Stift
Telefon 46 38 19 20 ∙ E-mail: kmros@km.dk
Der oplyses flg. om embedet:
Undløse-Søndersted sogn er et landsogn beliggende i Holbæk Kommune i et aktivt lokalsamfund med stærke traditioner for foreningsliv og frivillighed. Området er præget af grundtvigsk folkekirkelig tradition med god opbakning til kirkelige handlinger. Der findes forsamlingshuse og et aktivt lokalt engagement, som også smitter af på kirkens liv.
Der afholdes månedligvis andagter uden for kirkerne, i byens ældrecenter Undløse.

Der er tradition for:
- Gudstjenester hver søndag i Undløse Kirke
- Konfirmandundervisning
- Foredrag og koncerter
- Samarbejde med skole og lokale institutioner
Der forventes en præst, der:
- Vil indgå aktivt i lokalsamfundet
- Har lyst til at udvikle kirkelige tilbud
- Kan arbejde med både børn, unge og ældre
- Deltager i samarbejdet med foreninger og institutioner
Pastoratet omfatter Undløse, Søndersted og Ugerløse sogn, hvor gudstjenester og aktiviteter fordeles mellem kirkerne.
Der er 2 præster i pastoratet med hver 75% arbejde i pastoratet og 25% som tillægsopgave i provstiet som helhed. Hvad angår sognepræsten med bopæl i Undløse-Søndersted sogn, så er opgaven at fungere som provstiets demenspræst, som indgår i stiftets netværk af demenspræster og støtter præstekollegerne i provstiet i arbejdet med demensramte og deres pårørende. Alle sogne i provstiet såvel som Holbæk Provsti selv er certificerede som demensvenlige.

Profil
Vi søger en præst, der har lyst til at være en aktiv del af livet i Undløse og Søndersted sogne – både som præst og som menneske i et lokalt fællesskab.
Undløse er en mindre by med et stærkt foreningsliv og et levende lokalt engagement. Byen er omgivet af skøn natur og skove, som danner en attraktiv ramme om hverdagslivet. Her spiller kirken en vigtig rolle som samlingspunkt for både tro, fællesskab og lokale aktiviteter.
Som præst i et landsogn bliver man en synlig del af lokalsamfundet. Det betyder, at du – og eventuelt din familie – vil blive kendte ansigter, som deler livets store og små begivenheder med sognets beboere. Det er en styrke, som vi værdsætter, og som kræver både nærvær, åbenhed og engagement.
Undløse og Søndersted indgår i pastorat med Ugerløse, hvilket giver gode muligheder for samarbejde og kollegial sparring i hverdagen. Samarbejdet er etableret for at sikre en bæredygtig præstetjeneste med mulighed for afløsning ved ferie og fridage samt fælles udvikling af kirkelivet.
Stillingen er sammensat, så den rummer både klassiske sognepræsteopgaver og opgaver på tværs af provstiet. Stillingen er en fuldtidsstilling, hvor ca. 75% af arbejdstiden er knyttet til sognearbejdet i pastoratet, mens de resterende ca. 25% varetages som demenspræst i Holbæk Provsti.
Sognet er præget af et stærkt lokalt engagement og en positiv udvikling. Der arbejdes aktivt for at tiltrække nye familier og styrke fællesskabet. Der er en bevidsthed om, at et levende sogn skabes i fællesskab – og det afspejles i samarbejdet mellem kirke, foreninger og borgere.

Vi lægger vægt på, at du:
- har lyst til at være en synlig og deltagende præst i lokalsamfundet
- trives i et nært og relationelt arbejde med mennesker i alle livets faser
- ønsker at videreudvikle kirkens aktiviteter i samarbejde med menighedsråd og frivillige
- kan formidle det kristne budskab i en form, der opleves nærværende og relevant i menneskers hverdag
- er åben for nye idéer og initiativer, som kan styrke kirkelivet
Vi ønsker en præst, der i sin forkyndelse formår at bygge bro mellem evangeliet og det liv, mennesker lever til daglig, så prædikenen opleves som vedkommende, genkendelig og meningsfuld.
Samtidig er der plads til, at du kan sætte dit eget præg på embedet og bringe dine kompetencer og visioner i spil.
Vi forventer, at dit virke tager udgangspunkt i folkekirkens grundlag og et kristent livs- og menneskesyn

Medlemmer i menighedsrådet:
Sammensætning (udvalg af poster)
- Formand: Rasmus Nederby Michelsen
- Næstformand: Aase Merete Stær
- Kasserer: Lone Alice Hansen
- Kontaktperson: Anne Riisgaard Larsen
- Kirkeværge (Undløse): Vibeke Treldal
- Medlem: Aase Nielsen
Derudover er sognepræsten født medlem af menighedsrådet.
Eksterne funktioner:
- Kirkeværge i Søndersted (uden for rådet): Kristine Krogager Tornbo
- Bygningskyndig; Walther Jensen
- Regnskabet; Fælles regnskabskontor i provstiet
Der holdes årligt 10 menighedsrådsmøder.
Der er ingen udvalg under menighedsrådet på nuværende tidspunkt.
Hvordan er samvirket i menighedsrådet med præsten?
Samvirket mellem menighedsråd og præst er præget af åbenhed, dialog og gensidig respekt. Der lægges vægt på et samarbejde, hvor præsten indgår som en aktiv og synlig del af sognets liv, og hvor udviklingen af kirkens aktiviteter sker i fællesskab med menighedsråd og frivillige.
Samarbejdet tager udgangspunkt i et fælles ønske om at skabe en levende kirke med relevans for mennesker i alle livets faser, og hvor der er plads til både kontinuitet og nye initiativer.
Hvad lægger menighedsrådet vægt på i samvirket med præsten?
Menighedsrådet lægger vægt på et tæt og konstruktivt samarbejde med præsten, præget af gensidig åbenhed, tillid og dialog samt et fælles ansvar for sognets kirkelige liv.
Vi ønsker en præst, der har lyst til at være en aktiv del af lokalsamfundet og engagere sig i det liv, der leves i og omkring kirken. Det indebærer nærvær i mødet med mennesker, deltagelse i lokale sammenhænge og interesse for at indgå i samarbejde med både frivillige, foreninger og institutioner.
Samtidig er der plads til, at præsten kan bidrage med nye idéer og være med til at udvikle kirkens aktiviteter i samspil med menighedsråd og sognets beboere.

Boligforhold;
Adresse, Hovedgaden 12, Undløse, 4340 Tølløse
Byggeår: 1959 Restaureret: 2024
Beskrivelse af boligens tilstand og eventuelle planlagte forbedringer; Boligen fremstår velholdt og er løbende vedligeholdt. Boligen fik en større omgang i 2024, hvor der blandet blev lavet nyt køkken.
Energi og miljøvenlige installationer, herunder mulighed for at oplade el-bil.
Tag: Tegltag
Kvadratmeter; 210 m² excl. tjenstlige lokaler på 23 m²
Antal værelser; 4 værelser nede og 3 værelser oppe, excl. 1 tjenstlige lokaler med eget toilet og indgang.
WC, bad; Der er 2 badeværelser, et på hver etage, og i alt tre toiletter i privatdelen, et yderligere toilet i tjenestedelen.
Opvarmning; Jordvarmeanlæg
Hårde hvidevarer: Ovn, køleskab, komfur og skabsfryser, opvaskemaskine, Vaskemaskine, tørretumbler.
Konfirmandstue – sognegård: Ligger i særskilt bygning i Undløse præstegård
Kontorfaciliteter:
Omfang i 23 m² af tjenstlige kontorlokaler.
Adgangsforhold der er både direkte adgang fra boligen samt egen indgang.
Adskillelse mellem den offentlige og private del af boligen, kontoret ligger op til husets entre.
Kontorinventar fra 2024.
Haven
Præsteboligen er omgivet af en ca. 5.400 m² stor have, som fremstår med græsarealer, større træer og buskbeplantning. Haven har udsigt til de omkringliggende marker, som hører til kirken, og danner en rolig og naturskøn ramme omkring boligen.
Da præstegårdens grund er over 1000 m² stor, er det menighedsrådets ansvar at holde haven – bortset fra bede, som anlægges på præstens egene ønsker.
Afstande
Undløse Kirke, indenfor 50 meter
Søndersted Kirke 4 km
Ugerløse Kirke 6 km
Skole; Undløse 300 m – op til og med 6. klassetrin
Fra 7. klassetrin skole i Nr. Jernløse 8 km
Gymnasium; Holbæk 15 km
Indkøb, Undløse 200 meter
Tog; Mørkøv 8 km, Regstrup 12 km eller Tølløse 15 km
Skat
Kommuneskat25,6%
Kirkeskat 0,96%
Kirker
Undløse Kirke:
Antal siddepladser; 150-200 siddepladser
Kirken gennemgik en omfattende restaurering af kalkmalerier i 2013-2015.
Søndersted Kirke:
Antal siddepladser; 80-120 siddepladser
Ugerløse kirke:
Antal siddepladser: 225-250
Kirken bliver genåbnet efter omfattende restaurering den 30. august 2026.
Andet:
Sognet har 1826 beboere, deraf er 1434 medlemmer af folkekirken.
Det samlede pastorat har 2862 beboere, deraf 2539 medlemmer af folkekirken.
Kirkeblad i samarbejde med kirkerne omkring Tølløse
Undløse Sogn har en Facebook side: Undløse-Søndersted kirker og en hjemmeside: www.undløsekirke.dk

LINKS










Læs Præsteforeningens tjekliste, når du søger embede
Præsteforeningen har udarbejdet en tjekliste med informationer om, hvad du skal være opmærksom på, når du søger præsteembede. Vær især opmærksom på, at din nuværende løn ikke følger automatisk med, hvis du får nyt embede. Især, hvis du overvejer at søge en oa-stilling med boligpligt og en evt. kbf-funktion, anbefales det, at du læser tjeklisten nedenfor, og får rådgivning i sekretariatet
Præsteforeningens tjekliste
🕑 Fuldtid | Holbæk | 2026-09-07 15:00:00
Ansøg på e-mail
Roskilde Stift
Hovedgaden 2, Undløse
4300 Holbæk
07-09-2026 15:00
Retur til søgning







