
Herning Søndre Provsti, Hedeager Pastorat, Viborg Stift - Provst og sognepræst
Provst for Herning Søndre Provsti, sognepræst i Hedeager Pastorat, Viborg Stift
Stillingen som tjenestemandsansat provst for Herning Søndre Provsti og sognepræst i Hedeager Pastorat, Viborg Stift er ledig til besættelse den 1. november 2026 eller snarest derefter.
Stillingen er en fuldtidsstilling. Den administrative/ledelsesmæssige del af stillingen udgør 75%.
Ansættelsesproceduren foregår efter reglerne i §14b i bekendtgørelse om lov om ansættelser i stillinger i folkekirken m.v. Bekendtgørelse af lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v.
Stillingen er klassificeret i lønramme 37. Ud over selve lønnen ydes provstetillæg I på 32.200 med et afrundet grundbeløb pr. 31. marts 2012 årligt for en fuldtidsstilling.
Stillingen er omfattet af reglerne om Ny Løn, hvorfor det er muligt at ønske en lønforhandling.
Der er knyttet tjenestebolig til stillingen. Tjenesteboligen ligger på adressen Schubertsvej 1, 7400 Herning. Boligbidraget for tjenesteboligen excl. udgifter til el, vand og varme udgør på nuværende tidspunkt kr. 3.206,00. Boligen vil blive vurderet inden indflytning, og boligbidraget vil blive fastsat ud fra denne vurdering.
Det forudsættes, at ansøgere har kørekort til almindelig bil (B) og er villig til at bruge egen bil i jobbet.
I embedsbeskrivelsen kan du læse om Hedeager Pastorat og Herning Søndre Provsti og hvilke tanker, menighedsråd og provstiudvalg gør sig om det ledige embede. Embedsbeskrivelsen kan læses på Viborg Stifts hjemmeside www.viborgstift.dk og på stiftets sociale medier samt på Præsteforeningens hjemmeside. Har du lyst til at læse mere om Herning Søndre Provsti, kan du orientere dig på provstiets hjemmeside: www.herningprovstierne.dk Har du lyst til at læse mere om Hedeager Sogn, kan du orientere dig på sognets hjemmeside: www.hedeagerkirken.dk
Hvis du indstilles til stillingen, vil der blive indhentet børneattest.
Alle kvalificerede ansøgere uanset køn opfordres til at søge stillingen.
Er du interesseret i stillingen og ønsker at sende en ansøgning, bedes du kontakte både menighedsråd og provstiudvalg for at aftale et tidspunkt for et besøg og en samtale, inden ansøgningsfristen udløber.
Du kan ligeledes kontakte biskoppens sekretær for at aftale et tidspunkt for en samtale med biskop Henrik Stubkjær inden ansøgningsfristens udløb.
Ansøgningen skal stiles til Kongen, men skal sendes til biskoppen over Viborg Stift pr. mail til kmvib@km.dk
Ansøgningen skal være biskoppen i hænde senest opslagets udløbsdato kl. 15.00.
Kontaktoplysninger formand for provstiudvalget, Provst Carsten Hoffmann
Telefon 40 36 42 36 ∙ E-mail: caho@km.dk
Kontaktoplysninger næstformand for provstiudvalget, Ejvind Dahl
Telefon 23 84 40 05 ∙ E-mail: ejvind@dahl.mail.dk
Kontaktoplysninger næstformand menighedsrådet Hedeager Sogn, Lisbeth Bisgaard
Telefon 28 74 30 12 ∙ E-mail: bisgaardherning@hotmail.com
Kontaktoplysninger Viborg Stift
Telefon 86 62 09 11 ∙ E-mail: kmvib@km.dk
Kontaktoplysninger biskop Henrik Stubkjær, v/bispesekretær Mie Kirkegaard Mogensen
Telefon 87 26 21 70 ∙ E-mail: mikm@km.dk
Der oplyses flg. om embedet:
Fakta om provstiet
Der bor 52937 personer i provstiet herunder 39806 medlemmer af folkekirken, og procenten for medlemskab af folkekirken er 75,2%.
I provstiet er der 16 sogne, 17 kirker, 15 menighedsråd og 11 pastorater, 18 sognepræster samt 1 valgmenighedspræst.
Der er 2 selvstændige valgmenigheder i provstiet, nemlig Herning og Gjellerup valgmenighed med knap 1000 medlemmer tilsammen. Valgmenighederne har hver deres egen kirke, men fælles præst.
Herning Kommune er opdelt i to provstier. Det ene er Herning Nordre Provsti og det andet Herning Søndre Provsti. Der er fælles provstiudvalg.
Provstiet hører under Region Midtjylland.
Provsten for Herning Nordre Provsti er p.t. valgt som formand for provstiudvalget. De to provster fordeler øvrige udvalgs- og bestyrelsesposter i provstierne imellem sig. Provstiudvalget består af 6 folkevalgte + 1 præst og de 2 provster.
De to provstier har en række fælles projekter og ansættelser, som man kan læse mere om på www.herningprovstierne.dk Der er bla. ansat en kommunikationsmedarbejder i FKG (”Folkekirkelig Kommunikations Gruppe”). Menighedsrådene har endvidere et fælles diakonalt arbejde med 2 ansatte (”Kirkenes Sociale arbejde i Herning kommune”). Desuden er der et fælles misionsprojekt (Kirke-til-kirke) og et skole-kirke samarbejde i provstierne.
Der er et overordentligt godt samarbejde med Herning Kommune, og der har i de senere år været afholdt flere fælles konferencer med fokus på kirken som medspiller i det at løfte et socialt ansvar.
Kirkeskatteprocenten er 0,99% og det samlede ligningsbeløb for den lokale kirkeskat i Herning kommune udgør i 2026 ca. 151 mio. kr. Provstierne modtager ikke udligningstilskud. Provstierne er økonomisk veldrevne og regner med ved udgangen af 2027 at have indfriet alle lån.
Provstikontoret er fælles for begge provstier og ligger i relativt nybyggede lokaler centralt ved Hedeagerkirken i Herning. Der er meget gode arbejdsforhold med selvstændige kontorer til de to provster, samt fælleskontor til provstikontorets ansatte:
• Fælles provstisekretær (fuld tid)
• HR-konsulent (fuld tid)
• Personaleadministrativ medarbejder (deltid)
• Bygningskonsulent (fuld tid).
Desuden er der et mødelokale til diverse møder.
Lokalerne ved kirken kan også benyttes, og der er et godt samarbejde med Hedeagerkirken. Det gode samarbejde på provstikontoret er en optimal arbejdsplads for en ny provst!
Der lægges vægt på et åbent og tillidsfuldt samarbejde mellem provster og øvrige ansatte på provstikontoret, hvor vi igennem dialog skaber fælles linje og retning i arbejdet for at støtte sognene.
Der holdes jævnligt møder med formænd, personaleansvarlige, kasserere, kirkeværger og regnskabsførere m.v. i provstierne. Derudover afholdes der hvert år individuelle økonomisamtaler med de enkelte menighedsråd. Der afholdes årligt 11 ordinære provstiudvalgsmøder, hvoraf hovedparten af møderne afholdes rundt i provstiernes sogne, for derved at styrke lokalkendskab og dialogen mellem menighedsråd og provstiudvalg.
Provsten afholder årligt 3-4 tjenstlige møder for provstiets præster. Hvert andet år afholder provsten sammen med et udvalg en uges provstipræstekursus for provstiets præster.

Karakteristik af provstiet
Provstiet består af den sydlige del af Herning kommune med Herning by som den store by i området. Desuden rummer provstiet et par større forstadssogne samt en række landsogne med mindre landsbyer.
Der er i området mange større og mindre virksomheder samt en del landbrug. Dertil kommer statslige, kommunale og regionale arbejdspladser. Befolkningstallet i kommunen er samlet set svagt stigende. Det er, som i de fleste provstier, en løbende udfordring at tilpasse kirkens ressourcer til sogne, som vokser og til sogne, hvor befolkningstallet falder på grund af flytning fra land til by.
Regionshospitalet Gødstrup ligger i Herning kommune og de to herningprovstier har i tilknytning til hospitalet bygget en hospitalskirke, der drives af folkekirken.
Der er i provstiet 8 kommuneskoler med overbygning, 5 kommuneskoler til og med 6. klassetrin samt 5 friskoler. Desuden er der 8 plejecentre/plejehjem.
Provstiet er historisk set præget af både den grundtvigske og den indremissionske vækkelse. Det giver sig i dag udslag i en betydelig positiv holdning til sognekirkerne samt et rigt kirkeligt foreningsliv. Det kirkelige liv i provstiet er i dag kendetegnet ved stor bredde.
KFUM og KFUK, IM, spejderbevægelsen og FDF er aktive i flere sogne. Samtidig udfolder der sig et rigt varieret arbejde ud fra sognekirkerne i form af foredrag, koncerter, korarbejde herunder Herning Kirkes Drengekor, babysalmesang, der ligesom minikonfirmandundervisning og konfirmandundervisning har stor tilslutning og dermed giver en stor berøringsflade til sognenes indbyggere.

Opgaver og kompetencer
• At udøve nærværende, inspirerende og understøttende ledelse både for de ansatte på provstikontoret og for provstiets præster.
• Du har administrativ tæft, og har forståelse for vigtigheden af gode administrative rutiner.
• At virke som inspirator og samlingspunkt for provstiets præster, som i alder, erfaring og teologisk retning er forskellige, og som indbyrdes har et godt og respektfuld kollegialt forhold.
• At medvirke til, at kirkerne ud over deres daglige virke også deltager aktivt i at møde de diakonale/sociale udfordringer, der er i området.
• At hjælpe og inspirere menighedsrådene i forhold til nødvendige tilpasninger, herunder tilpasninger af strukturel karakter.
• At arbejde med at skabe udvikling i både by og landsogne.
• Understøtte de mange samarbejdsrelationer der i Herning er mellem kirken og den kommunale forvaltning og det politiske niveau.
• At fortsætte det velfungerende, tillidsfulde dialogbaserede samarbejde med menighedsrådene.
Provstiudvalget lægger vægt på, at den nye provst skal være med til at skabe åbenhed og gennemsigtighed i forvaltningen. Der lægges vægt på, at provsten har interesse og flair for økonomi og regnskab, så arbejdet med en dialogbaseret styring af de økonomiske ressourcer kan fortsættes og er i tæt kontakt med menighedsråd.
Øvrige oplysninger
Provsten er 25% sognepræst i Hedeager Sogn. Provsten deltager i provsteuddannelsesforløb, og herudover vil provsten indgå i det kollegiale fællesskab med de øvrige provster i stiftet. Biskoppen holder månedlige møder med provstekollegiet samt Landemode. Herudover mødes provsterne til ERFA-møder ca. 4 gange årligt. Provst Carsten Hoffmann, Herning Nordre Provsti, har lovet at være til rådighed til kollegial sparring og sidemandsoplæring.
Kontaktpersoner for provstiudvalget
Formand provst Carsten Hoffmann, tlf. 40 36 42 36
Næstformand Ejvind Dahl, tlf. 23 84 40 05

Embedsbeskrivelse for 25% sognepræst ved Hedeagerkirken
Sognepræst (25%) søges til Hedeager Sogn. Hedeagerkirken ligger i Herning, og sognet er et bysogn med 4.420 indbyggere og 2.765 folkekirkemedlemmer. Sognet er multikulturelt og består både af villakvarterer og alment boligbyggeri. I en del af boligområderne er der et generationsskifte i gang i disse år.
Hedeagerkirken er bygget i 1975 og har 425 siddepladser. I forbindelse med kirken finder man mødelokaler, provstikontor og fælles regnskabskontor for en række sogne.
Vi håber, at du som vores sognepræst vil
- Varetage gudstjenester og kirkelige handlinger svarende til præstekvoten på 25%
- Indgå i kirkens liv og vækst
- Formidle kristendommen som noget betydningsfuldt i moderne menneskers liv ud fra et rummeligt menneske- og kirkesyn
- Arbejde tæt sammen om opgaverne med kirkens øvrige ansatte, menighedsrådet og de kirkelige organisationer i sognet
- Inspirere og motivere med en smittende energi
- Bidrage med nye ideer til udviklingen af kirkelivet i sognet
Som sognepræst hos os vil du møde
- Et aktivt sogn med god kirkegang og søgning til arrangementer både i kirken og i de store mødelokaler, der er bygget til kirken
- En præstekollega (kbf) ansat på fuld tid, to kirketjenere, en organist, en kirke- kulturmedarbejder, to kirkesangere og to kordegne, der er ansat fælles for alle bysognene og har kontor ved Herning Kirke
- Et aktivt og støttende menighedsråd med syv medlemmer
- Frivillige og kirkelige organisationer som De grønne pigespejdere, FDF og KFUM og KFUK, som bidrager til livet i sognet

Sognets aktiviteter omfatter blandt andet kirkekoncerter, musikgudstjenester, gudstjenester på to plejecentre (i samarbejde med byens øvrige præster), familiegudstjenester, børnekirke (spaghettigudstjenester), babysalmesang, vuggestue- og børnehavegudstjenester til jul og påske, sogneeftermiddage og foredragsaftener. Der er et tæt samarbejde mellem kirken og skolen i sognet.
Embedsboligen ligger i et villakvarter tæt på kirken. Boligen er fra 1968 og omfatter 200 m2 og 55 m2 garage/udhus. Den ligger på en 1.300 m2 stor grund. Villaen er i ét plan og er u-formet rundt om en dejlig privat gårdhave. Den består af tre værelser, en baggang, et køkken, en spisestue og en stor stue med brændeovn. Villaen har gennemgået en større renovering.
Villaen ligger i et roligt kvarter men alligevel tæt på Hernings mange indkøbsmuligheder, skoler, uddannelsesinstitutioner og det blomstrende kultur- og foreningsliv i byen.
Se mere om kirken og sognet på www.hedeagerkirken.dk
For yderligere oplysninger kontaktes
Næstformanden for menighedsrådet Lisbeth Bisgaard, tlf. 28 74 30 12, e-mail: bisgaardherning@hotmail.com

LINKS






Læs Præsteforeningens tjekliste, når du søger embede
Præsteforeningen har udarbejdet en tjekliste med informationer om, hvad du skal være opmærksom på, når du søger præsteembede. Vær især opmærksom på, at din nuværende løn ikke følger automatisk med, hvis du får nyt embede. Især, hvis du overvejer at søge en oa-stilling med boligpligt og en evt. kbf-funktion, anbefales det, at du læser tjeklisten nedenfor, og får rådgivning i sekretariatet
Præsteforeningens tjekliste
🕑 Fuldtid | Herning | 2026-09-07 15:00:00
Ansøg på e-mail
Viborg Stift
Gl. Kirkevej 33
7400 Herning
07-09-2026 15:00
Retur til søgning







