
Assens-Baagø-Gamtofte Pastorat, Fyens Stift - Sognepræst
Assens-Baagø-Gamtofte Pastorat, Fyens Stift
Stillingen som sognepræst i Assens-Baagø-Gamtofte Pastorat, Assens Provsti, i Fyens Stift er ledig til besættelse den 1. juni 2025.
Stillingen er omfattet af Bekendtgørelse af lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. (LBK nr. 864 af 25/6/2013).
Stillingen er lønindplaceret i løngruppe 1 i aftale om aflønning af tjenestemandsansatte præster i folkekirken. Der vil til lønnen kunne ydes et rådighedstillæg med et afrundet beløb på kr. 43.000 årligt
(grundbeløb pr. 31. marts 2012).
Der tages forbehold om udvidelse af ansættelsesområdet i overensstemmelse med Finansministeriets aftale af 15. august 1975 med tjenestemændenes centralorganisationer om ansættelsesområder for tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken.
Stillingen er en fuldtidsstilling.
Der er ikke knyttet tjenestebolig til stillingen.
Hvis du indstilles til stillingen, vil der blive indhentet børneattest.
Alle uanset køn opfordres til at søge stillingen.
Du kan læse mere her: https://www.fyensstift.dk/praester/at-vaere-praest-i-fyens-stift
Er du interesseret i stillingen og ønsker at sende en ansøgning, opfordres du til at kontakte både menighedsråd og provst for at aftale et tidspunkt for et besøg og en samtale, inden ansøgningsfristen udløber.
Er det første gang, du søger embede i Fyens Stift, anbefales du ligeledes at kontakte biskoppens sekretær, for at aftale et tidspunkt for en samtale med biskop Mads Davidsen, ligeledes inden ansøgningsfristen udløber.
For ikke ordinerede ansøgere bedes kopi af eksamenspapirer og attest fra Pastoralseminariet vedlagt.
Ansøgninger stiles til Kirkeministeriet, men sendes til Biskoppen over Fyens Stift, Klingenberg 2, 5000 Odense C eller til Fyens Stifts mailadresse kmfyn-ansoegning@km.dk
Ansøgninger skal være biskoppen i hænde senest opslagets udløbsdag inden kl. 15.00.
Der oplyses flg. om embedet:
Da én af vores afholdte præster går på pension efter mere end 32 års virke, søges en ny sognepræst.
Assens -Baagø-Gamtofte Pastorat er et unikt pastorat, der består af tre kirker med hver deres særkende og charme. Den smukke bykirke Vor Frue Kirke i Assens er Fyns næststørste kirke centralt beliggende i Assens by ved Assens havn. Kirken har Danmarks ældste drengekor – Syngedrengene - der er med til at løfte salmesangen ved Gudstjenester og beriger menigheden med gode koncertoplevelser. Gamtofte Kirke er en af de største landsbykirker på Fyn, og kun få kirker har været rigere udsmykket med granitkunst. Endelig er der den hyggelige lille ø-kirke på Baagø, som blev opført i 1861.
Pastoratet har tilknyttet en provst og 2 fuldtidspræster og dermed gode muligheder for sparring med gode og erfarne kollegaer. Det øvrige personale består af en professionel søndagsorganist, korleder, kordegn, to kirketjenere samt kirkegårdspersonale.
Tjenstligt kontor er beliggende i Vor Frue Kirkes Hus, Adelgade 18. Huset, hvor også koret og korleder holder til, er tillige rammen om konfirmandundervisningen og de mange forskellige aktiviteter, som kirken afholder. Kirkekontoret er beliggende ved provstikontoret, Østergade 64.
Assens-Baagø-Gamtofte Pastorat er beliggende på det naturskønne Vestfyn og har 6586 indbyggere, hvoraf 80% er medlem af folkekirken.
I Assens er der et rigt handels-, forenings- og kulturliv med mange tilbud til borgerne.
Vores ønsker til dig er:
• At du er et menneske med noget på hjertet og formår at forkynde evangeliet på en forståelig, nærværende og vedkommende måde, så det giver mening i vores nutid.
• At du både værdsætter højmessens strukturerede og musikalske forløb og også er åben for andre former.
• At du har lyst til at samarbejde med menighedsrådet, dine præstekollegaer og vores andre ansatte og på den måde bidrage til udviklingen af kirkelivet.
• At du er interesseret i og har lyst til at arbejde med børn og unge og vil være med til at udvikle dette område.
• At du kan se muligheder i udviklingen af samarbejdet med kulturinstitutioner, foreninger og lokalsamfundet generelt.
• At du er en præst der har lyst til at involvere sig og prøve nye veje.
Menighedsrådene er meget spændt på at høre, hvad du som vores nye præst har af tanker og ideer
at byde ind med.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:
Assens-Gamtofte menighedsrådsformand Vibeke Busse Andersen, tlf. 30 69 76 50
Menighedsrådsformand på Baagø Per Hansen, tlf. 22 31 38 63
Provst Ole Hyldegaard Hansen, tlf. 21 40 27 01
Se mere på www.assenskirke.dk
LINKS
Assens-Baagø-Gamtofte Pastorat





Læs Præsteforeningens tjekliste, når du søger embede
Præsteforeningen har udarbejdet en tjekliste med informationer om, hvad du skal være opmærksom på, når du søger præsteembede. Vær især opmærksom på, at din nuværende løn ikke følger automatisk med, hvis du får nyt embede. Især, hvis du overvejer at søge en oa-stilling med boligpligt og en evt. kbf-funktion, anbefales det, at du læser tjeklisten nedenfor, og får rådgivning i sekretariatet
Præsteforeningens tjekliste
Ansøg på e-mail
Fyens Stift
Damgade 17
5610 Assens
24-03-2025 15:00
Retur til søgning