
Kolt Pastorat, Aarhus Stift - Sognepræst (kbf)
Sognepræst (kbf) i Kolt Pastorat, Aarhus Søndre Provsti, Aarhus Stift
Stillingen som tjenestemandsansat sognepræst i Kolt Pastorat, Aarhus Søndre Provsti er ledig til besættelse den 1. august 2025 eller snarest derefter.
Til stillingen er knyttet en forpligtelse som kirkebogsfører og begravelsesmyndighed.
Stillingen er en fuldtidsstilling.
Som ny sognepræst får du et introduktionsforløb, hvor du får en mentor, der guider dig igennem i den første tid i embedet og sætter dig nærmere ind i de forskellige arbejdsopgaver, der er for en præst.
Har du lyst til at læse mere om sognet, og hvordan kirkelivet m.v. er i sognet, kan vi anbefale, at du orienterer dig på sognets hjemmeside: www.koltkirke.dk
Embedsbeskrivelsen kan du også læse på Aarhus Stifts hjemmeside www.aarhusstift.dk
Stillingen er omfattet af Bekendtgørelse af lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. (LBK nr. 864 af 25/6/2013).
Stillingen aflønnes efter løngruppe 2 i aftale om aflønning af tjenestemandsansatte præster i folkekirken. Det er en forudsætning for indplacering i LG 2, at den, der ansættes, har gennemført den obligatoriske efteruddannelse eller NY PRÆST.
Ud over selve lønnen ydes et rådighedstillæg med et afrundet grundbeløb pr. 31. marts 2012 for en fuldtidsstilling på kr. 43.000,00 årligt. Ved deltidsansættelse vil der ske beregning af tillægget i forhold til ansættelseskvoten. Stillingen er omfattet af reglerne om Ny Løn, hvorfor det er muligt at ønske en lønforhandling.
Der er knyttet tjenestebolig til stillingen. Tjenesteboligen ligger på adressen: Kunnerupvej 115, Kolt, 8361 Hasselager. Boligbidraget for tjenesteboligen excl. udgifter til el, vand og varme udgør på nuværende tidspunkt kr. 5.349,75. Tjenesteboligen vil blive vurderet inden indflytning, og boligbidraget vil blive fastsat ud fra denne vurdering.
Er du endnu ikke ordineret, bedes du sende kopi af eksamenspapirer og attest fra Pastoralseminariet sammen med din ansøgning.
Hvis du indstilles til stillingen, vil der blive indhentet børneattest.
Både mænd og kvinder opfordres til at søge stillingen.
Er du interesseret i stillingen og ønsker at sende en ansøgning, bedes du kontakte både menighedsråd og provst for at aftale et tidspunkt for et besøg og en samtale, inden ansøgningsfristen udløber.
Er det første gang, du søger embede, bedes du kontakte biskoppens sekretær for at aftale et tidspunkt for en samtale med biskop Henrik Wigh-Poulsen, inden menighedsrådet afholder orienteringsmøde.
Ansøgningen skal stiles til Kirkeministeriet, men skal sendes til biskoppen over Aarhus Stift pr. mail til: kmaar@km.dk, og ansøgningen skal være biskoppen i hænde senest opslagets udløbsdato kl. 15.00.
Kontaktoplysninger MR-formand Hanne Christensen
Telefon 23 27 38 85.
Kontaktoplysninger provst Jette Marie Bundgaard-Nielsen, Aarhus Søndre Provsti
Telefon 20 32 17 95 ∙ E-mail: jmbn@km.dk
Kontaktoplysninger Aarhus Stift
Telefon 86 14 51 00 ∙ E-mail: kmaar@km.dk
Kontaktoplysninger biskop Henrik Wigh-Poulsen v/bispesekretær Lene Piilgaard / Nete Taagehøi
Telefon 21 99 51 00 / 40 48 10 49 ∙ E-mail: kmaar@km.dk
Der oplyses flg. om embedet:
Bliv Sognepræst i aktiv bydel få kilometer fra Aarhus. Aktivt sogn – aktiv præst
I den hyggelige bydel, Kolt-Hasselager i Søndre Provsti, blot få kilometer fra Aarhus Centrum, søger vi en tjenestemandsansat og kirkebogsførende sognepræst. Vi tilbyder en skøn kirke og nyrenoveret præstebolig som ramme om præstens gerning i en bydel med god kollektiv transport og masser af stisystem, skole, daginstitutioner og indkøbsmuligheder.
Som ny sognepræst får du en erfaren kollega, et aktivt menighedsråd, skønne frivillige og træder ind i et dejligt arbejdsmiljø med engageret personale.
Som sognepræst vil vi gerne, at du kommer ud af ’katedralen’ og møder folk på ’markedspladsen’ for både at møde bysbørnene, være synlig og samtidig understøtte deltagelse i kirkelivet. Der skal være fokus på både det kirkelige og det folkelige.
Vi tilbyder en stilling som tjenestemandsansat og kirkebogsførende sognepræst. Vi ønsker os en sognepræst, som er troværdig og engageret i sin forkyndelse. En sognepræst som vil det kirkelige liv, og som kan være med til at skabe en kirke, der taler til folk i sognet. Ligesom du gerne må have et bredt fokus på både diakoni og børne- og familiearbejdet.
Deltagelsen i højmesserne er lav i vores sogn, men der er både blandt unge, seniorer og ældre en stor åbenhed overfor gudstjenester og aktiviteter på andre tidspunkter, ligesom det lidt eksperimenterende og anderledes kirkeliv tiltaler mange. For eksempel er kirken ofte fyldt, hvis der afholdes aftengudstjeneste, meditativ gudstjeneste, gudstjeneste med musik osv. Vi vil meget gerne, at disse særlige gudstjenester om eftermiddagen og om aftenen fylder mere i en faglig dialog med traditionen.
Vi har også tradition for en udendørs gudstjeneste til det traditionsrige Skt. Hans-arrangement, en Mortensaften prædiken og fællesspisning, og menighedsrådet afvikler mange aktiviteter og sikrer, at kirken er med til områdets store Fællesskabsdag den anden lørdag i september, hvor hele lokalsamfundet ´står på den anden ende´.
Ved alle aktiviteter i kirken og hvor kirken spiller en rolle i lokalsamfundet er der frivillige og et aktivt menighedsråd, som enten skaber eller støtter op om arrangementet. Du står ikke alene med et arrangement eller en ide, men vi vil gerne, at du er med. Vi har tradition for, at vores præster deltager i aktivitetsudvalgets møder for at bidrage med ideer, og for at vi som menighedsråd kan understøtte det, du kommer med.
Menigheden værdsætter prædikener, der inddrager aktuelle emner fra hverdagen, og det man som menneske og familie bøvler med og som omfavner også den uvante kirkegænger. Derfor ønsker vi, at du som en dygtig teolog kan inddrage de aktuelle emner, der rører os i dine prædikener.
Vi håber på en sognepræst, der træder ud af kirken og tager en rolle i lokalsamfundet. Det kan være en gudstjeneste et andet sted og sjælesorgsarbejde.
Vi kan tilbyde et godt arbejdsmiljø blandt personale og frivillige og ikke mindst et menighedsråd, der engageret vil bidrage og som har et godt samarbejde. Menighedsrådet arbejder for, at sognet og kirken har en levende dialog og sikrer, at kirken er synlig og aktiv i sognets liv og er et omdrejningspunkt – ikke bare i det kirkelige liv og traditionerne men også i sognets kulturelle liv. Menighedsrådet og frivillige arbejder loyalt med på kirkens liv og vækst sammen med vores nye præst, som samtidig får en dygtig og erfaren præstekollega. Vi kan tilbyde gode rammer omkring kirke, kirkegård og sognegård både til hverdag og højtid.
Rummelig middelalderkirke
Kolt Kirke er en rummelig og stemningsfyldt hvidkalket middelalderkirke med rødt tegltag. Her er et godt orgel med 11 stemmer. Kirkens kor og skib er opført i romansk stil og ved en restaurering i 1956 blev der i korgulvet fundet 28 mønter, hvor den ældste stammede fra Valdemar Sejrs tid. I senmiddelalderen blev der føjet våbenhus i to etager og et tårn til. Ved kirken ligger en flot kirkegård med masser af historie samt et nyt fritliggende parkareal.
Sognegård med stor aktivitet
Sognegården er opført nord for Kirken bag præsteboligen og står også i hvidt med sort tag. Bygningen er orienteret ud mod det åbne land, som skråner svagt mod vest. Her er en dejlig udsigt ud over vidderne, hvor solen går ned. Bygningen er disponeret med en ensidig tagflade mellem to murede, hvidmalede bygningskroppe. Herimellem er der etableret et lyst og imødekommende ”torveområde”. Langs den ene side er kontorer og mødelokaler, i midten ligger køkkenet, garderobe, torv og indgange og mod vest er et stort lyst rum med gulv-til-loft vinduer som kan åbne ud mod en dejlig terrasse. Rummet kan med folde-skillevæg inddeles i flere rum. Sognegården blev nomineret til præmiering i 2006. I sognegården foregår en meget stor mængde aktiviteter lige fra børnesalmesang til fredagsbar, fra mindesammenkomst til foredrag.
Nyrenoveret præstegård fra 1900
Præstegården blev bygget i 1900 som del af en af de oprindelige gårde i Kolt. Den er på 260 m2 og er under renovering. Til september 2025 tilbyder vi dermed en indbydende og lys bolig med nyt køkken, nyt bryggers, to nye badeværelser, dejlige sammenhængende stuer og værelse, fællesareal samt en 1. etage med både fællesarealer og værelser. En smuk trappe fører fra hall til førstesalen. Boligen har egen indgang, ligesom der også er særskilt indgang til offentligt kontor med tilhørende toilet.
Kontakt
Formand for menighedsrådet: Hanne Christensen, tlf. 23 27 38 85
Sognepræst: Jakob Thorup Jensen, tlf. 20 25 07 08
Provst: Jette Marie Bundgaard-Nielsen, tlf. 20 32 17 95
Et sogn i et af de hurtigst voksende områder i Aarhus Kommune
Geografisk omfatter vores sogn både Kolt-Hasselager, en række fritliggende områder samt landsbyerne Edslev, Lemming, Kattrup, Enslev og Bering. Historisk var landsbyen Kolt med 11 store gårde og stationsbyen Hasselager to selvstændige byer. I Kolt ligger kirken på bakketoppen med udsigt ud over området. Kolt går helt tilbage til ca. 1300-tallet. Faktisk var her mennesker længe før – det vidner gravhøje og arkæologiske udgravninger om. Navnet Kolt kommer af, at området ligger højt og oprindelig var omgivet af meget skovbevoksning. Kolt Kirke er opført cirka 1100-1250. Fra omkring år 1460 kan man finde navnet Hasselager i dokumenter. Og i 1800-tallet lå der både kro, købmandsforretning og den jyske længdebane mod Aarhus blev ført gennem byen, ligesom møllen var et vartegn. I 1953 blev Hasselager Skole bygget, og i 1980erne kom Kolt Skole til. I samme periode tog udstykningerne fra gårdene til parcelhusområder fart.
I en lang årrække har de to byer hver sin skole, hvor Kolt Skole afgav elever til Hasselager Skole efter 5. klasse. I 10’erne blev de to skoler fusioneret til Bavnehøj Skole – opkaldt efter den bavnehøj som ligger tæt ved. I dag skal man have en del års historie på bagen for at vide, at der engang var tale om to byer, for de er nu sammenvoksede. Det er dog særlig karakteristisk, at Kolt ligger nord for Hovedvejen, mens Hasselager har bymæssig bebyggelse på begge sider af Hovedvejen.
Kolt-Hasselager er kendetegnet ved sit sammenhængende stisystem, en grøn kile og, at vi værner om generelt ikke at bygge højere end 2 etager. Det har altid været en del af særkendet, at man her hurtigt kan stå et sted med udsyn ud over marker og ind over Aarhus, som vi har en tæt samhørighed med. Børn og unge færdes trygt, går i daginstitutioner og skole i området og kan møde hinanden til aktiviteter i både foreningsliv, folkehus, forsamlingshus og kirke. Det samme kan deres forældre. Området har mange foreninger blandt andet den store paraplyforening, Kolt-Hasselager Idrætsforening, Bering Gymnastik- og Teaterforening, en aktiv Kolt Kirke med mange aktiviteter, her er også en grundtvigsk valgmenighed og kirke, ligesom ældrecentret Koltgården og Koltgårdens frivillige skaber fine aktiviteter for den ældre del af befolkningen. Her er også Hasselager og Lemming borgerforeninger og gode indkøbsmuligheder.
Siden 2000 er befolkningsstørrelsen tæt på fordoblet, og der bor i dag 8156 borgere i Kolt-Hasselager, som er et af de fire hurtigst voksende områder i Aarhus Kommune. Hvert år siger vi goddag til ca. 1000 nye borgere – og selvfølgelig også farvel til nogle. Samtidig bor familier her gerne gennem flere generationer, fordi området egner sig godt til både at lade sin familie vokse op, flytte ud for at tage en uddannelse, komme hjem og bosætte sig med de små børn, mens man typisk arbejder i enten Aarhus eller en af de andre større byer i Østjylland.
Med gode kollektive trafikforbindelser (bussen går hver 10. minut) og tæt nærhed til motorvej og de store indfaldsveje, kan man fra Kolt-Hasselager området nå rigtig mange arbejdspladser. Der er en høj grad af udpendling til jobs, og også indpendling til vores større erhvervsområde, som også byder på gode jobs og mange spændende virksomheder.
Som lokalsamfund har området en række drømme og visioner for byens udvikling og kvalitet af det levede liv, for udvikling af lokalsamfundet, og der er således også et aktivt fællesråd. Området har udviklet sin egen vision for områdets udvikling. Den finder du her: https://kolthasselager.dk/?page_id=198
LINKS







Læs Præsteforeningens tjekliste, når du søger embede
Præsteforeningen har udarbejdet en tjekliste med informationer om, hvad du skal være opmærksom på, når du søger præsteembede. Vær især opmærksom på, at din nuværende løn ikke følger automatisk med, hvis du får nyt embede. Især, hvis du overvejer at søge en oa-stilling med boligpligt og en evt. kbf-funktion, anbefales det, at du læser tjeklisten nedenfor, og får rådgivning i sekretariatet
Præsteforeningens tjekliste
🕑 Fuldtid | Hesselager | 2025-05-05 15:00:00
Ansøg på e-mail
Aarhus Stift
Kunnerupvej 101
8361 Hesselager
05-05-2025 15:00
Retur til søgning