Ny søgning

Opret en jobagent og få nye jobannoncer direkte i din indbakke

Søger du embede, så læs tjeklisten

Præsteforeningens tjekliste

Norddjurs Vestre Pastorat, Aarhus Stift - Sognepræst


Sognepræst i Norddjurs Vestre Pastorat, Norddjurs Provsti, Aarhus Stift

Stillingen som tjenestemandsansat sognepræst i Norddjurs Vestre Pastorat, Norddjurs Provsti er ledig til besættelse den 1. august 2025 eller snarest derefter.

Stillingen er en fuldtidsstilling.

Som ny sognepræst får du et introduktionsforløb, hvor du får en mentor, der guider dig igennem i den første tid i embedet og sætter dig nærmere ind i de forskellige arbejdsopgaver, der er for en præst.

På Præsteforeningens jobportal kan du læse embedsbeskrivelsen fra menighedsrådet. Her kan du læse om pastoratet og om, hvilke tanker, menighedsrådet gør sig om det ledige embede.
Har du lyst til at læse mere om Norddjurs Vestre Pastorat, og hvordan kirkelivet m.v. er i pastoratet, kan vi anbefale, at du orienterer dig på pastoratets hjemmeside: Forside | Norddjurs Vestre Pastorat
Embedsbeskrivelsen kan du også læse på Aarhus Stifts hjemmeside Aarhus Stift | Aarhus Stift

Stillingen er omfattet af Bekendtgørelse af lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. (LBK nr. 864 af 25/6/2013).

Stillingen aflønnes efter løngruppe 1 i aftale om aflønning af tjenestemandsansatte præster i folkekirken.

Ud over selve lønnen ydes et rådighedstillæg med et afrundet grundbeløb pr. 31. marts 2012 for en fuldtidsstilling på kr. 43.000,00 årligt. Ved deltidsansættelse vil der ske beregning af tillægget i forhold til ansættelseskvoten.

Stillingen er omfattet af reglerne om Ny Løn, hvorfor det er muligt at ønske en lønforhandling.

Der er knyttet tjenestebolig til stillingen. Tjenesteboligen ligger på adressen Lillegade 30, 8950 Ørsted. Boligbidraget for tjenesteboligen excl. udgifter til el, vand og varme udgør på nuværende tidspunkt kr. 5015,57. Tjenesteboligen vil blive vurderet inden indflytning, og boligbidraget vil blive fastsat ud fra denne vurdering.

Er du endnu ikke ordineret, bedes du sende kopi af eksamenspapirer og attest fra Pastoralseminariet sammen med din ansøgning.

Hvis du indstilles til stillingen, vil der blive indhentet børneattest.

Både mænd og kvinder opfordres til at søge stillingen.

Er du interesseret i stillingen og ønsker at sende en ansøgning, bedes du kontakte både menighedsråd og provst for at aftale et tidspunkt for et besøg og en samtale, inden ansøgningsfristen udløber.

Er det første gang, du søger embede, bedes du kontakte biskoppens sekretær for at aftale et tidspunkt for en samtale med biskop Henrik Wigh-Poulsen, ligeledes inden ansøgningsfristen udløber eller inden menighedsrådet afholder orienteringsmøde.

Ansøgningen skal stiles til Kirkeministeriet, men skal sendes til biskoppen over Aarhus Stift pr. mail til: kmaar@km.dk, og ansøgningen skal være biskoppen i hænde senest opslagets udløbsdato kl. 15.00.

Kontaktoplysninger MR-formand Marianne Hørning Boje, Ørsted Sogn
Telefon 61 71 86 81 ∙ E-mail: mhboje@gmial.com

Kontaktoplysninger provst Anja Grønne Mathiassen, Norddjurs Provsti
Telefon 24 44 17 25 ∙ E-mail: agma@km.dk

Kontaktoplysninger Aarhus Stift
Telefon 86 14 51 00 ∙ E-mail: kmaar@km.dk

Kontaktoplysninger biskop Henrik Wigh-Poulsen, v/bispesekretærer Nete Taagehøi og Lene Piilgaard
Telefon 40 48 10 49 og 21 99 51 00 ∙ E-mail: kmaar@km.dk

Der oplyses flg. om embedet:

Sognepræst til Norddjurs Vestre Pastorat med primær tjeneste i Ørsted sogn – bopælspligt på adressen Lillegade 30, 8950 Ørsted.

Arbejdsforhold
Norddjurs Vestre Pastorat blev dannet i 2018 ved en sammenlægning af pastoraterne:
Ørsted, Auning, Øster og Vester Alling, Gjesing og Nørager, Vivild og Vejlby, Fausing og Rougsø Nord (Holbæk, Udby, Voer og Estruplund) – i alt 13 kirker, 9 menighedsråd og 5 præster.

Specifikt for denne stilling gælder, at man er primærpræst for menigheden i Ørsted 80% og derudover 20% i Vivild-Vejlby. Præsten deltager i Ørsted menighedsråd på præstefællesskabets vegne. Det forventes, at man både i præstefællesskabet samt i menighedsrådsarbejdet bidrager til hele Norddjurs Vestre Pastorats liv og vækst.

Norddjurs Vestre Pastorat har 11.846 indbyggere, hvoraf der i Ørsted sogn bor 1.828. I Ørsted sogn er 1.590 medlem af folkekirken. Vivild og Vejlby sogne har 3.009 indbyggere, hvoraf 2.502 er medlem af folkekirken.
Der er blandt præsterne et tæt samarbejde om opgaverne i pastoratet. Hver præst har sine primære sogne og kirker, men alle har tjenester i hele pastoratet efter behov. Der er mange samarbejdsrelationer, og derfor er gode samarbejdsevner en nødvendighed.

Præstemøder er fastlagt i årshjul. Der er 10 møder om året, hvor de fælles opgaver drøftes og fastlægges, f.eks. den fælles gudstjenesteplan for de 13 kirker i pastoratet. Et andet eksempel er planlægning af konfirmandforløb, fordeling af konfirmander, fælles konfirmanddage m.v.

Endvidere planlægges ferie og anden frihed i fællesskab på de fastlagte præstemøder.

I Norddjurs Vestre Pastorat har vi et fælles kirkekontor med en dygtig kordegn på 27 timer. Ud over at varetage personregistrering har hun kalenderoverblik. Hun fastlægger kirkelige handlinger på vegne af præsterne med alt, hvad der hører til det. Kordegnen er sekretærhjælp for præsterne i forhold til sangblade, breve m.v.

Præstebolig
Til stillingen er der bopælspligt i præsteboligen i Ørsted på adressen Lillegade 30, 8950 Ørsted.

Vores præstebolig er bygget i 2019. Præsteboligen på 200 m2 er flot, moderne og praktisk indrettet. Foruden et stort embedskontor med egen indgang og toilet/badeværelse er boligen indrettet med stort og lyst kombineret køkken/alrum og stue, entré, afdeling med 4 gode værelser og yderligere 2 badeværelser samt et rummeligt bryggers. Fra præsteboligen er der udgang til en dejlig sydvendt terrasse, der vender ud mod haven.
Boligen er beliggende ved siden af sognegården og kirken. Til boligen hører der en stor, flot og parklignende have med et stort åbent græsareal omgivet af høje gamle træer.

Kirkegårdens personale står for græsslåning, hækklipning og vedligeholdelse af gårdsplads.

 



Ørsted Kirke
Ørsted Kirke er en stor og virkelig spændende middelalderkirke – opført ca. år 1250.

Kirken er totalt nyrestaureret i 2017 og fremstår rigtig flot.

I forbindelse med restaureringen blev der indlagt fjernvarme, og kirken er udstyret med tidssvarende lyd- og it-løsninger.

Ørsted som by og sogn
Ørsted er smukt beliggende omgivet af marker, tæt på skoven og ikke langt fra hverken Randers fjord eller Kattegat. Den nærliggende natur giver rig mulighed for masser af oplevelser og udeliv. Ørsted er en GLAD BY.

I Ørsted ligger Ørsted Børneby, som består af dagpleje, vuggestue, børnehave, SFO og skole. I byen er der indkøbsmuligheder, bageri, bibliotek, biograf, idrætshal med motionscenter, et rigt foreningsliv og i det hele taget mange forskelligartede fællesskaber, som bidrager til det sociale og kulturelle fællesskab i byen og oplandet.

Bl.a. gik 400 Ørsted-borgere i 2013 sammen om at købe byens landsbykro på folkeaktier. Siden er kroen fuldstændig moderniseret og drives i dag af en forpagter.

På Ørsted Kro afholdes fester og lignende sammenkomster, koncerter, kulturelle arrangementer som foredrag, revy, teater og stand-up, gourmetaftener og arrangementer med mere dagligdags mad, ligesom der indimellem er mulighed for at hente take-away.

I Ørsted ligger Tangkærcentret, som hører under Region Midtjylland samt 2 kommunale bofællesskaber. Tangkærcentret er et socialpsykiatrisk botilbud for voksne med komplekse og svære psykiske lidelser. Desuden findes der et lignende botilbud til beboere med Huntingtons sygdom. Som sognepræst i Ørsted er der virkelig mulighed for at gøre en stor forskel for Tangkærcentrets brugere og beboere.

Ørsted menighedsråd, vores tidligere sognepræst og en gruppe af frivillige har siden 2020 arbejdet intenst på at gøre ideen ”Kirkeskoven fortæller bibelhistorie” til virkelighed. I Kirkeskoven kommer man forbi 11 unikke steder med bl.a. flotte bibelske træskulpturer, der hver især – ved hjælp af tekst og en indtalt fortælling som kan hentes via QR-koder – fortæller en historie fra Bibelen. Kirkeskoven, som også er oplagt til undervisningsbrug, er helt unik og meget besøgt – både af lokale og gæster samt grupper udefra.

Vi ønsker

• En præst, der kan formidle det kristne budskab i et nutidigt sprog og ind i forskelligartede sammenhænge.
• En præst, som har lyst til at arbejde aktivt og opsøgende for både børn, unge, familier og ældre.
• En præst, der er omsorgsfuld og opmærksom på relationerne i/til sine menigheder.
• En præst, der sammen med kirkens medarbejdere og menighedsråd vil indgå aktivt i udviklingen af kirkens arbejde ud fra de mange spændende aktiviteter, som foregår i såvel kirke som sognegård.
• En præst, der har en oprigtig lyst til at leve og virke i en landsby som Ørsted.

Som vil være kendt og synlig i bybilledet, og som vil deltage i relevante fællesskaber i byen.

 

 

Vi tilbyder:
• En flot og moderne præstebolig – som beskrevet ovenfor.
• En nyrestaureret kirke omgivet af en stor og flot kirkegård, der grænser op til kirkeskoven.
• En rigtig god kirkegang – både til den almindelig højmesse og ved særlige arrangementer.
• En velfungerende og kompetent personalegruppe, der er meget villige til at samarbejde.
• Et aktivt, kompetent, samarbejdsvilligt og godt sammensat menighedsråd.
• En stor flok af frivillige, der gerne hjælper til ved diverse arrangementer.
• En velfungerende sognegård, hvor der foregår mange forskellige aktiviteter (foredrag, højskoleformiddage, musik- og sangarrangementer, møder, fællesspisning m.v.). Desuden afholder vi hvert år Sct. Hans aften i præstegårdshaven i samarbejde med præsten.
• Et børnekor der deltager ved aftalte gudstjenester og koncerter.
• Et samarbejde med Café Grenaa, der er en del af KFUM’s sociale arbejde. Hver torsdag er der i den forbindelse Social Drive Out Café i Genbrugsen i Ørsted. Cafeen er velbesøgt og drives af frivillige, og vi håber vores kommende sognepræst vil bidrage til dette tilbud.
• Et sogn med mange muligheder for at gøre en virkelig stor forskel.
• Et team bestående af i alt 5 præster i Norddjurs Vestre Pastorat, der samarbejder om opgaverne jævnfør ovenfor.
• Et pastorat i udvikling, som de enkelte præster har mulighed for at præge.


Kontakt

Vi står til hver en tid til rådighed for yderligere spørgsmål samt fremvisning af kirke og præstegård.

Endvidere henvises til Ørsted kirkes hjemmeside www.ørstedkirke.dk
Formand: Marianne Hørning Boje, tlf. 61 71 86 81 / mhboje@gmail.com
Næstformand: Jesper Stordal, tlf. 29 43 79 21 / jesper.stordal@gmail.com
Det seneste år har konst. sp. Inger Lise Gram vikarieret i stillingen og står også gerne til rådighed for spørgsmål – tlf. 42 53 82 63 / ILGA@km.dk

 

 

LINKS

Ørsted Kirke

Aarhus Stift

 



Læs Præsteforeningens tjekliste, når du søger embede
Præsteforeningen har udarbejdet en tjekliste med informationer om, hvad du skal være opmærksom på, når du søger præsteembede. Vær især opmærksom på, at din nuværende løn ikke følger automatisk med, hvis du får nyt embede. Især, hvis du overvejer at søge en oa-stilling med boligpligt og en evt. kbf-funktion, anbefales det, at du læser tjeklisten nedenfor, og får rådgivning i sekretariatet
Præsteforeningens tjekliste



🕑 Fuldtid  |  Ørsted  |  2025-05-05 15:00:00

Ansøg på e-mail

Virksomhed
Aarhus Stift
Arbejdssted
Kalkærsvej 1
8950 Ørsted
Ansøgningsfrist
05-05-2025 15:00



Retur til søgning